stoicismens interesse for mennesket som et fornuftsvæsen, det vil sige som et væsen, der ikke blot er udstyret med drifter og instinkter, men kan bruge fornuften til i et vist omfang at afvise driftslivet og opdrage instinkterne, i den udstrækning det er formålstjenligt. Og det er det i mange sammenhænge, hvis man ønsker et godt liv.