Peter Adolphsen bruger i Jeg kan ikke huske glemslen som startpunkt for en kortslutning af autofiktionen og selvbiografien. Bogens kortere og længere passager aftegner prikker af erindret stof spredt rundt i glemslens mørke, og disse prikker kan så forbindes og afsløre et grynet billede af en hurtigt aldrende forfatter, med en opvækst i Aalborg og Århus, et voksenliv i Spanien og København og i nutiden et anfægtet og flosset jeg, der kredser om alt, det ikke kan huske.
Jeg kan ikke huske er en ikke-opbyggelig autofiktion i traditionen fra Joe Brainards I remember og Martin Larsens kontrafaktive selvbiografi Hvis jeg var kunstner. Og som Line Knutzon i Camille Clouds brevkasse begår karaktermord på vores succeskultur og smadrer løs på selvhjælpsbogens grundpiller, langer Adolphsen humoristisk og selvironisk ud efter den opbyggelige forestilling om det enkelte menneske som indehaver af en stabil, konkret identitet med dertilhørende troværdige erindringer.
Citat fra bogen:
”Jeg kan ikke huske navnet på den slags cornflakeskager (bare cornflakes ned i smeltechokolade og så klumpet op på bagepapir), som vi lavede i husgerning på Sct. Mariæ skole. Måske blev de bare kaldt cornflakeskager, men jeg håber at de havde et rigtigt navn. Måske afhænger hele universets fortsatte beståen af om disse kager havde et navn dengang, cirka 1980, i Aalborg.”