Lucie

Temperaturen begyndte at falde. Jeg fornemmede sommerfugten på græsset. Det sendte en strøm af erindringsglimt gennem mig. Vandet. Fjorden. Min fødsel. Alt det våde og kolde, jeg var.
Med blodet kunne jeg beruse mig og få varmen. Blodet der dunkede gennem dødelige kroppe og gjorde kødet levende. Det besjælede

ød.
Men i sidste ende forblev jeg kold, uanset hvor meget jeg fortærede. En kilde uden liv.
I aften ville jeg mærke det igen.
Og dér var han, jeg så ham vandre søgende gennem teltrækkerne.
Jeg gjorde tegn. Uden ord, diskret i mørket. Det var bedst, hvis der ingen vidner var.
Fyren så mig og styrede hen imod mig.
“Herinde,” sagde jeg og trak teltdugen til side.