Blå, blå øjne

De sagde slet ikke noget til mig. Kun en så på mig. Så på mit ansigt, mener jeg. Jeg så lige tilbage på ham. Han slog øjnene ned og rødmede. Han vidste vel, vil jeg tro, at jeg måske ikke var nogen hest, der var ved at fole. Men de andre der. De vidste det ikke. De gik videre. Jeg havde set dem snakke med de hvide kvinder: “Hvordan har vi det så? Skal vi have tvillinger?” Bare drillerier, selvfølgelig, men pæn snak. Rar, venlig snak.

Den gamle var ved at lære de unge om babyer. Vise dem, hvordan de skulle gøre. Da han kom til mig, sagde han: ”Se, disse her kvinder får I ikke noget besvær med. De føder med det samme og uden smerte. Fuldstændig ligesom heste.”

Ved at sætte fysisk skønhed lig med dyd, ribbede hun sit sind for alt, lagde bånd på det og samlede selvforagt i massevis. Hun glemte lyst og ømhed, ganske enkelt. Hun betragtede kærlighed som egoistisk parring, og romantik som det åndelige mål. Det blev for hende en kilde, hvoraf hun øste de mest destruktive følelser, skuffede den, der elskede hende, og forsøgte at spærre den, hun elskede, inde ved at stække friheden på enhver måde.