De så godt brugte ud, Almas smilerynker, især ved øjnene, og alene synet af dem kunne få hende til at smile til sit eget ældgamle spejlbillede. De mindede hende om, at hun havde leet.
Smil er ikke altid glæde, det vidste hun godt. Smil er også sorg, trøst. Men de er dog smil, tænkte hun, og i ethvert smil bor en varme. En lille lykke af noget, der er eller var eller kommer.
Der var noget trygt ved at vide, at man havde smilet.
Trods alt.