I dette filosofihistoriske værk behandler Harald Høffding tankegodset fra en række af 1800-tallets største tænkere, heriblandt Søren Kierkegaard og Friedrich Nietzsche.
Høffdings værk handler om moderne filosofi, men rummer også filosofihistoriske tilbageblik, der uddyber og eksemplificerer hans egne og andre samtidige filosofiske tænkeres standpunkter. Ved at forene og sammenligne tendenser fra forskellige perioder og videnskabelige strømninger, bliver han i stand til at skabe helhedsanskuelser.
Harald Høffding (1843–1931) var teolog og filosof og virkede gennem 30 år som professor ved Københavns Universitet. I løbet af sin karriere opnåede han en central position i det danske videns— og kulturliv og nød stor anerkendelse både i og udenfor Danmark. Høffding var yderst virksom hele sit liv, og tankegodset i hans bøger er stadig relevant i dag. Udover værkerne om etik, filosofihistorie og psykologi kendes han for monografier om Søren Kierkegaard, Jean-Jacques Rousseau og Baruch Spinoza.