Hvor var det dog svært at lægge alt bag sig og bare skulle tænke, at nu var det fortid. Blot en del af noget, der havde været. Da jeg kom ud fra villaen, samlede jeg mine følelser op fra fortovet igen og begyndte at græde. Jeg kunne næsten ikke være i mine følelser. Ti år havde jeg gået ind og ud ad dørene i den store hvide villa. Ti skønne, dejlige, meningsfulde år.
Det var en stor sorg at være tvunget til at afslutte sit arbejde på den måde, at skulle indse, at intet længere er, som det har været. Jeg følte mig sat ud af spil og helt fortabt. Passer jeg slet ikke ind i verden mere? Jeg følte mig fremmedgjort og slæbte mig derfra med tunge skridt.