Hendes forfatterskab var én lang flugt fra det voksne liv, som på en og samme tid var dragende og vækkede afsky hos hende. Alt, hvad hun skrev, handlede om at være loyal mod sit indre barn; barndommen var for hende symbolet på det sande liv, og barnet var hendes evige muse. Hendes egne børn blev hendes kanal ind til hendes eget indre, hvilket ikke var uden problemer, da hendes børn i allerhøjeste grad selv var forsømte.
Hendes litteratur var for Tove Ditlevsen et langstrakt farvel til barndommen, men elementer derfra blev ved med at følge hende som for eksempel angsten og mørket. I hendes voksenliv blev det til en dobbelthed, hvor angst og kærlighed fulgtes ad i en vrangvillig sammensmeltning, som vand og olie. Det var en grundlæggende angst for ikke at blive elsket, og når hun så fandt kærligheden, var det angsten for at miste den.