Danske legender: Tove Ditlevsen

1953 fik Tove Ditlevsen Tagea Brandts Rejselegat, og i de efterfølgende interviews forklarede hun, at hun altid stræbte efter at skrive til de almindelige mennesker og ikke kun for en snæver kreds:

”Der findes ingen kunst så stor, at den kun er for de udvalgte. Hvis man ikke kan skrive så ethvert voksent menneske, der kan læse indad kan forstå det, så må man lade være med at skrive.”

Tove Ditlevsen langede med udtalelsen ud efter de kunstnere, der havde placeret sig selv i elfenbenstårnet. Hun kunne ikke forlige sig med den elitære kunstnergruppe og blev aldrig tildelt Akademiets store pris, til gengæld solgte hun en masse bøger og blev læst af ti gange så mange mennesker som akademimedlemmerne tilsammen.

Ethvert menneskes barndom er en enestående kapital, der aldrig kan opbruges, hvor ødselt man end deler den ud. Alle senere begivenheder er, om end nok så skæbnesvangre, ikke andet end gentagelser.

To år senere, i 1972, døde hendes far Ditlev Ditlevsen, og med ham forsvandt det sidste vidne til hendes barndom; hendes mor Alfrida var død i 1965, men det var med faderens død, at hendes ståsted i livet vaklede

Men i hendes selvdestruktive tilværelse flød ordene smukkere og mere kraftfuldt end tidligere; det var et livsparadoks – jo mere forpint hun blev, des sikrere og mere overbevisende blev hendes sætninger.

Hendes forfatterskab var én lang flugt fra det voksne liv, som på en og samme tid var dragende og vækkede afsky hos hende. Alt, hvad hun skrev, handlede om at være loyal mod sit indre barn; barndommen var for hende symbolet på det sande liv, og barnet var hendes evige muse. Hendes egne børn blev hendes kanal ind til hendes eget indre, hvilket ikke var uden problemer, da hendes børn i allerhøjeste grad selv var forsømte.

Hendes litteratur var for Tove Ditlevsen et langstrakt farvel til barndommen, men elementer derfra blev ved med at følge hende som for eksempel angsten og mørket. I hendes voksenliv blev det til en dobbelthed, hvor angst og kærlighed fulgtes ad i en vrangvillig sammensmeltning, som vand og olie. Det var en grundlæggende angst for ikke at blive elsket, og når hun så fandt kærligheden, var det angsten for at miste den.

Bøgerne udkom med få måneders mellemrum, og begge efterlod de sig efterskælv, for Tove Ditlevsen havde formået at forvandle sin barndoms tristesse til kunst. Især kapitel seks i bogen Barndom gjorde indtryk på anmeldere såvel som på læsere.

Det omtalte kapitel seks var skarpt som en slagters kniv. Det dissekerede og åbnede for de tunge minder og spor, som barndommen efterlader hos en

Indlæggelsen blev et fristed for hende, her blev hun passet på, og hun fik fornyede kræfter. Mens de andre patienter gik i terapi, skrev Tove Ditlevsen. Ud af opholdet på Sct. Hans kom således hendes to første erindringsbøger Barndom og Ungdom.

Jeg har det med sindslidende som med børn. Jeg føler mig tryg og hjemme blandt dem og har ikke svært ved at forstå dem

som hun ofte sagde om sig selv ”så hun ud, som var hun i sidste øjeblik blevet reddet ud af et brændende hus.”

findes ingen kunst så stor, at den kun er for de udvalgte. Hvis man ikke kan skrive så ethvert voksent menneske, der kan læse indad kan forstå det, så må man lade være med at skrive.”