«Tillægsbemærkninger om Dysphormismens sygelige Natur» er et supplement til Carl Julius Salomonsens (1847–1924) afhandling «Smitsomme sindslidelser før og nu med særligt henblik på de nyeste kunstretninger» fra 1919.
I afhandlingen argumenterer Salomonsen for, at den moderne kunsts «sygelige åndsprodukter» er en fanatisk og voldsom flugt fra naturen. Med andre ord er de moderne kunstværker et udtryk for kunstnernes psykopatiske træk. I «Tillægsbemærkninger om Dysphormismens sygelige Natur» forsøger Salomonsen at understøtte sin “sygdomshypotese” yderligere ved at gennemgå tre typiske repræsentanter for den dysphormistiske retning inden for ekspressionismen, herunder Picasso. Hans hypotese tager udgangspunkt i, at den ekspressionistisk kunst oprinder fra psykopaters meningsløse og uskønne perspektiv.
Carl Julius Salomonsen (1847–1924) var en dansk læge og bakteriolog. Han var professor i bakteriologi ved Københavns Universitet og i 1895 oprettede han Serotherapeutisk Laboratorium, hvor der blev forsket i fremstillingen af serummer. Laboratoriet blev i 1901 omdannet til Statens Seruminstitut og Salomonsen blev ansat som direktør i instituttets første leveår. Han var desuden medstifter af Medicinsk-Historisk Museum — det senere Medicinsk Museion — og var i årene 1909–1910 rektor ved Københavns Universitet.
Salomon havde en stor interesse for kunst, og var stor fortaler for naturalismen. Hans afhandling «Smitsomme sindslidelser før og nu med særligt henblik på de nyeste kunstretninger» fra 1919 argumenterede for, at de moderne kunstretninger som ekspressionisme, futurisme og kubisme ikke alene var hæslige og frastødende, men ligefrem var et udtryk for smitsom sindslidelse. Afhandlingen medførte en heftig debat i det danske kunstmiljø.