Væren og tid

Tilstedeværen er ganske vist ontisk ikke alene tæt på eller det nærmeste – vi er den sågar hver især selv.

VIII Den her fremtrædende om end ontologisk uafklarede forrang af »tilstedeværen« frem for alt andet værende har tydeligvis intet tilfælles med en billig subjektivering af det værende i sin helhed.

Tilstedeværen har således vist sig som det, der ontologisk primært skal adspørges forud for alt andet værende.

Tilstedeværen har dermed en gentagen forrang frem for alt det andet værende.

Tilstedeværen forstår altid sig selv ud fra sin eksistens, en mulighed ved tilstedeværen selv af enten at være eller ikke at være sig selv.

Selve den væren, som tilstedeværen kan forholde sig sådan eller sådan til og altid forholder sig til på den ene eller den anden måde, kalder vi for eksistens.

Værensforståelse er selv en værensbestemthed for tilstedeværen. Tilstedeværens ontiske udmærkelse består i, at den er ontologisk.

Videnskabelig forskning er hverken den eneste eller den nærmeste værensart for dette værende.

Denne form for forskning må løbe i forvejen for de positive videnskaber; og den formår det.

Inden for de historikalske humanvidenskaber er trangen blevet forstærket til tværs igennem overleveringen og den deri indeholdte fremstilling og tradition at nå ind til den historiske virkelighed selv: Litteraturhistorie skal blive til problemhistorie.