Bestselleren bag The Witcher, spilverdenens svar på Game of Thrones. Andet fristående bind i Andrzej Sapkowskis serie om witcheren Geralt. Historierne, der udspiller sig i et middelalderligt og fantasyinspireret univers, handler om Geralts heltegerninger og om hans begær efter den uimodståeligt tiltrækkende troldkvinde Yennefer.
Geralt er witcher, en mand, der gennem hård træning og magiske drikke er blevet monsterjæger og koldblodig kriger. Han rider fra landsby til landsby for at tilintetgøre frygtindgydende monstre og dæmoner, som hærger landet og overfalder uskyldige mennesker. Men ikke alt, der ser uhyggeligt ud, er ondt — ikke alt, der ser harmløst ud, er godt. Geralt er heldigvis i besiddelse af overnaturlige kræfter fx forstærket syn, evne til hurtig heling og delvis immunitet over for menneskelige følelser, hvilket gør ham til en imponerende og ubarmhjertig dræber.
Med sin blanding af western, middelalderens ridderromaner og slavisk mytologi er witcher-serien forfriskende inden for sin genre. Her er et velfungerende plot og veldrejede intriger, som minder om dem man kan møde i The Game of Thrones. Her er galgenhumoristiske skildringer af et eventyrligt univers med næsten lige så mange gakkede finurligheder som i Harry Potter. Det nærværende drama udspiller sig i de mest fantastiske omgivelser og er så overbevisende fortalt, at man er fanget med det samme.