Haren med de ravgule øjne

Synes du ikke de netsuker burde blive i Japan?” sagde en streng nabo jeg har i London. Jeg mærker at min stemme dirrer da jeg svarer, for det her er vigtigt.
Jeg fortæller hende at der er masser af netsuker i verden, i fløjlsbeklædte bakker i forhandleres montrer i kvartererne omkring Bond Street, Madison Avenue, Keizersgracht eller Ginza. Så forvilder jeg mig lidt ud ad et sidespor om Silkevejen og derfra videre til Alexander den Stores mønter, som stadig var i cirkulation i Hindu Kush i det nittende århundrede. Jeg fortæller hende om at rejse med min kone Sue i Etiopien og finde en gammel kinesisk krukke dækket af støv i en markedsby og forsøge at finde ud af hvordan den var havnet dér.
Nej, svarer jeg. Genstande er altid blevet båret, solgt, byttet, stjålet, genfundet og mistet. Folk har altid givet gaver. Det vigtige er hvordan man fortæller deres historie.

Problemet er at jeg befinder mig i det forkerte århundrede til at brænde ting. Jeg tilhører den forkerte generation til at give slip på dem. Jeg tænker på et bibliotek omhyggeligt pakket ned i kasser. Jeg tænker på alle de omhyggelige afbrændinger foretaget af andre, den systematiske udslettelse af historier, hvordan mennesker blev skilt fra deres ejendele, fra deres familier, fra deres nabolag. Og fra deres land.
Jeg tænker på en der tjekker en liste for at sikre sig at disse personer stadig var i live og bosiddende i Wien, før han stempler ”Sara” eller ”Israel” i rødt over deres navn i fødselsregistret. Jeg tænker, naturligvis på alle opremsningerne af familierne på passagerlisterne, til deportation.

Hun nævnte ikke Emmy før hun blev overrasket af et fotografi der faldt ud af hendes bønnebog. Min far samlede det op, og hun fortalte ham, sagligt, at det var en af hendes mors elskere, og begyndte at tale om at det var svært med de kærlighedsaffærer, hvor kompromitteret hun følte sig af dem. Og så tavshed igen. Der er noget ved afbrændingen af alle de breve der giver mig stof til eftertanke: Hvorfor skal alting graves op og bringes frem i lyset? Hvorfor beholde ting, arkivere ens intime forhold? Hvorfor ikke lade tredive års samtale i breve gå op i røg i luften over Tunbridge Wells? Blot fordi man har noget, behøver man ikke nødvendigvis at lade det gå videre. At miste ting kan somme tider give én plads til at leve sit eget liv. Jeg savner ikke Wien, sagde Elisabeth tit med en lethed i stemmen. Den var klaustrofobisk. Den var meget mørk.

Min bedstemor Elisabeth, der var sådan en ihærdig brevskriver, sådan en fortaler for brevet (”skriv igen, skriv mere udførligt”), brændte de hundredvis af breve og beskeder hun havde modtaget fra sin poetiske bedstemor Evelina.
Ikke ”Hvem ville de interessere?” Men ”Kom ikke dette nær. Det her er privat.”

Og jeg får den lidt klamme følelse af biografi, fornemmelsen af at leve i udkanten af andre folks liv uden at have fået deres tilladelse. Lad det være. Lad det ligge. Hold op med at lede, og hold op med at samle ting op, siger stemmen vedholdende. Tag nu bare hjem og lad disse historier ligge.

Og de er begge dreyfusarder som oplever at deres omhyggeligt opbyggede liv bliver splittet på grund af deres jødiskhed

Det ville have været vanskeligt at gennemføre et ”brillant teselskab” året efter. Som maleren J.E. Blanche udtrykte det, ”så forlod Jockey-klubben prinserne af Israels bord” i 1894.

Det var begyndelsen på Dreyfusaffæren, tolv år der vendte op og ned på Frankrig og delte vandene i Paris. Alfred Dreyfus, en jødisk officer der gjorde tjeneste ved generalstaben, blev beskyldt for at være tysk spion som følge af et falsk bevis i form af en stump papir fundet i en papirkurv. Han blev stillet for en militærdomstol og kendt skyldig, selvom det var ganske klart for hærens generalstab at det drejede sig om et fabrikeret bevis. Dreyfus blev afskediget i unåde foran en brølende menneskemængde der krævede ham henrettet. Legetøjsgalger blev solgt i gaderne. Han blev sendt til Djævleøen for at afsone en livstidsstraf i isolation.

Maurice, ejeren af et enormt slot ved Fontainebleau, angav sig selv som jordbesidder og ikke som bankier på sin og Beatrice de Rothschilds vielsesattest. Det var ikke nogen tilfældighed. For jøder var det stadig relativt nyt at eje jord: Jøder havde først fået fuldt statsborgerskab efter revolutionen, hvilket var en fejltagelse – ifølge nogle kommentatorer – da jøder ikke kunne opføre sig som rigtige voksne.

Drumont, der også redigerede et antisemitisk dagblad, optrådte som den der sørgede for at meningerne blev trykt. Han fortalte franskmændene hvordan man genkender en jøde – en hånd er større end den anden – og hvilke forholdsregler man skulle tage mod den trussel som denne race udgjorde mod Frankrig. Hans bog, La France Juive, blev solgt i 100.000 eksemplarer i løbet af det første år efter udgivelsen i 1886. Ved udgangen af 1945 var den kommet i over 200 oplag. Drumont hævdede at jøderne, fordi de af natur var nomader, ikke mente at de stod i gæld til staten. Charles og hans brødre var russiske statsborgere fra Odessa og Wien og gud ved hvor og kerede sig kun om sig selv – mens de udsugede Frankrigs hjerteblod ved at spekulere med rigtige franske penge

Ephrussi et Cie havde sandt nok overordentlig stor indflydelse. Brødrenes fravær på børsen under en krise udløste panik. Under en anden krise blev deres trussel om at oversvømme markedet med hvede som svar på pogromer i Rusland taget ganske alvorligt i en ophidset avisartikel. ”[Jøderne] … har lært dette våbens magt da de fik Rusland til at holde hånden tilbage under de seneste russiske jødeforfølgelser … ved at reducere værdien af de russiske obligationer med fireogtyve procentpoint på tretten dage. ’Hvis I rører én der tilhører vort folk, får I ikke en rubel mere til at redde jeres imperium,’ sagde Michel Ephrussi, chef for det store hus i Odessa, verdens største kornhandler.” Ephrussierne var kort sagt meget rige, meget synlige og meget partiske