At koge bjørn

Til sidst var det hele så surt, at giftstofferne ligesom ophævede hinanden og efterlod en gennemtrængende smag af kirkegård. Det var den forplejning, der var, det var den, jeg tvang i mig, selvom jeg var ved at brække mig. Men det mærkelige var, at man vænnede sig til den. Allerede næste dag gik det nemmere. Og da tønden igen blev åbnet på tredjedagen, mærkede jeg munden løbe i vand, da stanken nåede min næse, og jeg forstod, at jeg var besejret. Skælvende rakte jeg min trækop frem og fik den tilbage, fyldt til randen med dette klister, og da jeg lod den fylde min mund, voksede der en sang frem derinde, et digt, en følelse af at hele hovedet blev fordærvet, og at jeg straks ville have mere.

I spisepausen samledes vi henne ved høladen. Derinde stod der en trætønde, som var blevet fragtet ud på slæde allerede sidst på vinteren. Låget havde udvidet sig og sad fast, så husbonden måtte slå kanten rundt om det af med øksen for at få det løs. Han smilede et af sine sjældne smil, da han vippede det af, fuld af forventning. Et pelset tæppe af mug kom til syne under låget. Han trak det af med sine snusbrune fingre og åbenbarede en tyk, gullig vælling. Konen og datteren så andægtigt til. Det var en af de få gange, de viste venlige følelser over for hinanden. Jeg så konen snuppe sit bæger, dyppe det ned i den sejtflydende masse og slubre indholdet i sig.

De kaldte det piimää, altså tykmælk. Men det her var noget helt andet end præstegårdens friske tykmælk, aldrig havde jeg smagt noget så afskyeligt. Smagen var muggen og ram, i løbet af månederne i høladen var massen gæret, den var rådnet til døde for derefter at genopstå og gære igen. Til sidst var det hele så surt, at giftstofferne ligesom ophævede

Ja, det er ikke nok at tænke. Ord, der kun tænkes, bliver til krummer,

Jeg hugger hurtigt ind på den tykke, kornsmagende grød, som har nået at kølne og nu har samme lunkne temperatur som min mund. Jeg mærker den glide ned gennem struben og blive omsluttet af musklerne i min mave. Dernede bliver den til kraft og varme, der hjælper mig til at leve.

Det er så forunderligt det med at skrive, det søger ind i sjælen. Man ser en gryde med plumret væske, stikker en slev i og giver sig til at røre, man cirkler, graver rundt. Op af mørket stiger noget lysere, måske er det en kålrabi. Eller en senet stump kød, hvor et stykke af benet sidder tilbage, takket og skarpt. Eller måske nogle blade, for eksempel den slags, som Brita Kajsa dyrker og kalder løvstikke, og som smager af garvet læder og harpiks. Hvor kommer al den mad fra? Hvem har hældt den i? Er det mig selv?

Herredsfogeden trådte et skridt hen til provsten, greb ham i jakkekraven og løftede ham næsten op i luften.
“Skide præst!” hvæsede han, “satans sortkjole! De blamerer mig over for lokalbefolkningen!”
Han ruskede den lavstammede provst. Hans hvæsen stank af cognac fra morgenens opstrammere. Provsten mindedes sin far, når han var fuld, dette blinde raseri der gik ud over alle omkring ham.
“De skræmmer mig ikke, herredsfoged!” mumlede han.
Så eksploderede alt i en rød tåge. Provsten blev slynget bagover og ind i badstuens væg, hans baghoved knaldede ind i de sodede tømmerstokke. Også doktor Sederin fik et knubs, så taburetten væltede, og han tumlede om på gulvet. Herredsfogeden havde sigtet efter provstens tænder, men provsten nåede at vride sig til side, så knytnæven ramte kindbenet. Ør i hovedet sank han ned på enden og løftede armene for at beskytte hovedet. Jeg ville træde imellem, men herredsfogeden puffede mig til side og stillede sig skrævende over provsten. Det så ud, som om han skulle til at sparke. Samtidig opdagede betjenten, at liget var ved at glide ned fra bænken. I sidste øjeblik lænede han sig frem og stemte imod.
“Nu tier De, skide præst! Ti stille!”
Brahe tog uniformskasketten af og gned sit dirrende overskæg. Så rystede han sig som en stor hund.
Jeg bøjede mig ned og hjalp provsten på benene. Hans blik var tåget, han spyttede noget, der måske var blod. Omtumlede vaklede vi begge to ud på gårdspladsen, hvor familien og naboerne stod og så undrende til.
“Det er ingenting,” mumlede provsten. “Ingenting.”

spænde sumpskiene på og forsigtigt bevæge mig længst ud i den gyngende tørvemose. Trods skiene stod vandet højt op over anklerne, den bølgende flade gyngede som dønningerne på en stor sø, hvis jeg faldt, kom jeg aldrig op igen. Eller hvis jeg trådte igennem. I det sorte dyb under mig mærkede jeg de underjordiskes fingre famle efter mig, væsener der ville trække min varme, svedige krop ned i kuldens rige. Jeg tænkte på Hilda Fredriksdotter, hvordan hun havde ligget i mosehullet med ansigtet nedad; hvilke rædsler måtte hendes øjne ikke være blevet fyldt med dernede.

Hun greb fat i provstens arm igen, krampagtigt, som om hun ville trække ham ind i sin egen krop, opsluge ham. Han gjorde sig fri, samtidig med at kvinden bøjede sig ned i et dybt buk og pressede sin tykke, fugtige pande mod hans hånd.
“Lad os bede,” fremstammede han. “Hvad fejler den lille?”
“Mæslinger.”

OM SOMMEREN STIGER safterne i træernes stammer. Æggene bliver til fugle, der fylder himlen, insekterne udklækkes i store skyer. Der vokser skovle ud på elgtyrens hoved, laksene trækker op i elven med tunge plask. Lyset vælder ned uden ophør hver time af døgnet og gør sommeren til én eneste lang dag, et konstant lys, der varer et par måneder. Så er det skønt at bo højt mod nord.

Man kunne nemt få det indtryk, at tjenestepigen eller renvogterens hoved ikke var skikket til boglige studier. Men selvom de ikke læste bøger, vidste de, hvordan dyrene færdedes på et hvilket som helst tidspunkt af året. De kunne hundredvis af renmærker udenad, de kunne finde gamle græsgange, bærsteder og fiskevande hele vejen fra højfjeldet til kyststriben. De kunne redegøre for alle deres slægtninge tilbage til tredje og fjerde led, de kunne bygge et hus bare med en økse og sy det varmeste tøj med sener som tråde. Deres hukommelse fejlede ingenting. På mange områder var landsbyboerne mere kyndige end alle Uppsalas professorer.