«Ofelia sad med sin taske i skødet og fulgte hækkene og husene. Alle vegne var det tåget. Hun følte sig søvnig og lukkede øjnene mod vindueskarmen. Da hun åbnede dem senere, sad de begge to over for hende, sovende og grå.
Lyset flimrede under broen, de drejede langsomt hovederne i søvne og kyssede hinanden vådt og blidt, Ofelia så på dem, de vendte ansigterne imod hende samtidig og var helt sovende igen, ved næste station gentog det sig.
Ofelia forestillede sig rotter og slanger på bunden af kloakker, hun så dem dreje hovederne igen og igen, til sidst klemte hun øjnene i og blev siddende sådan længe.»
Igennem 44 korte prosastykker følger vi en række mennesker, der lever i en kold og upersonlig storbyverden. De længes alle efter nærhed, men ingen af dem formår for alvor at række langt nok ud til at nå hinanden.
“Uden egentlig at sove” er Christina Englunds debut som forfatter, og den er sidenhen blevet fulgt af et væld af anmelderroste bøger.
(…) Selvom Christina Englunds «fortællinger” rammer ind i vidt forskellige livssituationer, så er de, som et godt musikstykke, improvisationer over det samme grundtema, og derfor mere sammenhængende end det umiddelbart synes. (Henrik Wivel, Berlingskel Tidende)
Christina Englund har en sikker fornemmelse for kortformens muligheder, og hendes ordknappe, mættede stil er konsekvent og bevidst, i en grad man sjældent ser hos en debutant. (Signe Højholt, Det fri Aktuelt)
Christina Englund (f. 1974) debuterede som 17-årig med kortprosasamlingen “Uden egentlig at sove” (1992) og har siden udgivet både romaner, noveller og digte. Hun har modtaget en række priser og legater for sit forfatterskab, heriblandt Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat.