Hvor ville vi være uden poesien til at sætte problematikker og dilemmaer i en kontekst, der gør os i stand til at handle ud fra vores mest ædle følelser? Hvor lavt ville vi ikke kunne synke, hvis ikke digterne var der til at appellere til vores bedste sider og medfødte moralfølelse? Hvad er livet værd uden poesien, kunsten og det skønne til at hæve os over dagligdagens praktiske gøremål og trivialitet?
Diskussionen, om hvorvidt poesien og kunsten i det hele taget har en plads i et velfungerende og rationelt funderet samfund, går helt tilbage til de gamle grækere. Percy Bysshe Shelleys ikoniske essay “Et forsvar for digtekunsten” fra 1821 er en af de mest velskrevne og overbevisende forsvarstaler for poesiens nødvendighed ikke blot for det enkelte menneske, men for samfundet som helhed.
Den engelske digter Percy Bysshe Shelley (1792–1822) bidrog i løbet af sit alt for korte liv med et væld af vidunderlig poesi og velskrevne eviggyldige essays til europæisk åndsliv i 1800-tallet. Skønt Shelleys enorme talent og radikale ideer kun vakte bestyrtelse og foragt i hans samtid, har hans ideer om pacifisme og fredelig protest sidenhen inspireret personer som Gandhi og Nelson Mandela, og hans poesi har haft umådelig indflydelse på både den europæiske og den amerikanske litteratur, ikke mindst på hans kone, Mary Shelleys, klassiker “Frankenstein”. Shelley levede de sidste år af sit liv i mere eller mindre selvvalgt eksil i Italien, hvor han druknede i 1822, kun 29 år gammel.
