Ravkikkerten

Åh, Will,“ sagde hun, „hvad skal vi dog stille op? Hvad kan vi gøre? Jeg vil jo være sammen med dig, så længe jeg lever. Jeg vil kysse dig og lægge mig til

„Nej,“ sagde han, „men det er en særlig form for urimelighed; det er ligesom et jordskælv eller en syndflod. Det kan virke urimeligt, men det er ikke nogens skyld, at det sker.

„Men det er heller ikke rimeligt, at du skal sørge for alt det.“
„Nej,“ sagde han, „men det er en særlig form for urimelighed; det er ligesom et jordskælv eller

Han fulgte de små dansende bevægelser på jorden omkring sig og fandt det lettere at følge skyggerne, hvis han ikke så direkte på dem. De var mere villige til at lade sig se ud ad øjenkrogen. Da han nævnte det for Lyra, sagde hun: „Det er negativ duelighed.“
„Hvad skal det sige?“
„Det var digteren Keats, som først fandt på det. Dr. Malone kender også til det. Det er sådan, jeg læser alethiometeret. Det er sådan, du bruger kniven, ikke?“

Hun kastede en mental livline til sit fysiske jeg og forsøgte at genkalde sig følelsen af det: Alle de sanselige oplevelser, der udgjorde det levende liv. Hun huskede sig selv på, hvordan det føltes, når hendes ven, Atal, lod sin bløde snabelspids stryge mod hendes hals; huskede på smagen af bacon og æg, genoplevede den triumferende kraftanstrengelse, der på en bjergbestigning bar hende op over en klippekant; erindrede fingrenes dans hen over computerens tastatur; forestillede sig duften af friskbrygget kaffe; følte atter varmen i sin seng på en vinternat.
Og langsomt holdt hun op med at bevæge sig; livlinen holdt hende fast, mens hun stadig mærkede vægten og styrken af strømmen, der trak og trak i hende, mens hun hang mellem himmel og jord.

Lyra nikkede og sagde: „Ja, det skal jeg nok, men jeg er ikke så stærk, som jeg plejer at være, og jeg er ikke tapper, ikke særlig tapper, i hvert fald.

Lysbenene blev længere og virkede, som om de stavrede af sted for at føle sig vej frem mod kanten, mens hagl og regn næsten skjulte deres fodfæste

Natten er kold og sart og fuld af engle
som banker de levende ned. Fabrikkerne lyser,
klokken høres ikke.

Langt om længe gik Will, Lyra, deres to daimoner, Mary og Serafina Pekkala

Da det blev morgen, gik Will og Lyra atter ud på