Aldrig, aldrig, aldrig

Jeg vil ikke rejse noget sted hen, jeg har ikke brug for at opleve noget nyt, og jeg orker ikke andre mennesker. Jeg vil være ung og smuk, helt for mig selv.

En dag vil alt ende, skriver Anniken til mig senere.

Efteråret, vinteren, foråret og sommeren. Dagen og natten. Hele menneskets historie vil forsvinde, græsset vil visne, sneen vil smelte, regnen fordampe, asfalten smuldre, havene tørre ind eller svømme over, vi skal alle forvitre, fordampe, forulykke. Universet ekspanderer i det uendelige og vil en dag rives i stykker, måske er det allerede sket, og vi er blot minder fra et allerede ødelagt univers, et stort brag og et uendeligt ingenting. Alle de dumme ting, man har sagt i byen, vil være glemt, alle de dumme ting, der er sket, vil være borte, man vil glemme alt og alle. Alle, der har gjort en ondt, vil dø, men det vil alle dem, man har elsket, også.

jeg gik ikke ud for at finde en, jeg gik ud, fordi jeg ville ud. Jeg har aldrig ledt efter andre end mig selv på dansegulvet,

Ingen kommer til at holde dig i hånden resten af livet. Alle forsvinder på et tidspunkt. Også du.

Nogen er heldige. Nogen er ikke helt så heldige. Alle er ansvarlige for sig selv, ingen skylder nogen noget. Du var så ung, og da du blev gravid med mig, tænkte du: Jeg vil gøre det bedre. Alt, hvad der blev gjort og ikke mindst ikke gjort mod mig, skal jeg gøre bedre. Og det gjorde du. Og jeg skylder dig alt, men samtidig skylder jeg dig ingen verdens ting. Jeg har ikke bedt om at få lov til at være her, men jeg er glad for at få lov. Men alt, hvad jeg gør, må jeg gøre for mig. Præcis som at alle de ofre, du gør og har gjort, har du gjort ud fra din egen tanke om, hvad der er bedst for andre – ikke ud fra, hvad andre nødvendigvis har bedt om. Forældre forventer en tak, og børn forventer en undskyldning. Ingen af os vil nogensinde få det, vi ønsker os. Far døde alt for ung, og du bliver måske alt for gammel, går i barndom, som så mange andre ældre og syge har gjort det før dig. Som farmor gjorde, inden hun døde længe efter, at hendes søn døde. Det sidste, jeg hørte hende sige, var “far”, som et lille barn.