Efter åndemaneren

Hun plejede altid at sige at lige meget hvor man gemmer sig, så finder de på nye måder at plage os på. Så nu hedder det altså et amt, ha-ha!

Men de har da gjort meget godt for Grønland.

Som for eksempel hvad?

De kristnede landet.

Det var ikke Hans Egede der gjorde det. Det var tyskerne, dem der bor herovre i Lichtenau. Egede ville ikke have at grønlænderne skulle døbes, og han døbte da også kun nogle få som bagefter skyndte sig at dø af bare græmmelse. Brutal fyr var han. Stejl som en kalket murvæg.

Grønlænderne er eskimoer, et for det meste nomadiserende jæger- og fiskerfolk, der er udholdende mod legemlige savn og lidelser, godmodige men rå, letsindige og sorgløse naturmennesker, hengivne til øjeblikkets indskydelser, derfor fjender af enhversomhelst tvang.“

Hvornår er det leksikon fra? spørger Krabbe. Jesu dage?

Det er dit eget leksikon, siger Jens. Han kigger på forsiden af bogen. 1858. Det er kun lidt over tyve år gammelt.

Der kan du bare se. Forældet bras. Skulle have brugt det som brænde for længe siden.

anskere tror altid at vi grønlændere er urenlige, beskidte og stinkende. Præsternes dagbøger er fulde af beklagelser om beskidte, stinkende indfødte. Det begyndte allerede i Egedes dagbog, den såkaldte Perlustration, som om hans private liv var en slags videnskabelig afhandling. Beskidt var denne nordlænding sikkert selv. Men nej, vi må være dobbelt så renlige som dem for at fremstå nogenlunde propre

Fordi vi er grønlændere. De kan ikke lide hvis vi prøver at gøre os kloge og være ligesom dem.

Det er jeg da ligeglad med.

Kolonitiden er officielt afsluttet, atomalderen indledt, og springet er ikke nødvendigvis større for grønlænderne end for danskerne. Grønland er blevet en del af verden, og vi er alle lidt kulrede.

Noget gik tabt da danskerne kom. Hvad det var, kan jeg knap nok selv huske, og hvad frihed egentlig er, fortaber sig i abstraktionernes labyrint.

Men de var frie mennesker.

Hvad vejer tungest: velfærd, tryghed, mad, tøj på kroppen, handelsbod, kulfyrede ovne, skolegang, tilladelse til at leve et helt liv og dø i en seng med sine børnebørn om sig?

Eller: frihed?

Mathias. Sara. Jens. Mine børn. Cecilie? Efterkommere af præsten Oxbøl. Hans trøskede sorte præsteblod siver ned i den grønlandske jord som tjære i et blomsterbed, til mig, til jer, til tusinder. Det står ikke til at ændre når først det europæiske blod er sluppet løs iblandt os, for det er umætteligt.

Denne Oxbøl er roden til det hele, selve det ondes rod, farfar
til min salig far Jens der døde da jeg var ung. Der kan man bare se.