rundt omkring på væggene.
– Måske har du dit vandpjaskeri efter onkel Georg, sagde moster Olga med et nyt suk, og så på fotografiet der hang i en sølvramme over kommoden.
Onkel Georg var død, men på billedet så han meget levende ud. Han stod og grinede og havde en stort kulsort fuldskæg.
– Han var også tosset med vand, sagde moster Olga, og så fortalte hun om dengang han døde.
Han druknede. En dag sprang han udenbords og sank til bunds. Det var meget mærkeligt, han prøvede ikke engang på at svømme. Måske gjorde han det med vilje.
– For han var en skør kugle, din onkel Georg, sagde moster Olga, – han kunne ikke ånde andre steder end på havet. Når han var hjemme, var han rastløs og nervøs. Han kunne ikke sove og skulle altid have vinduerne åbne, selv om vinteren. Han snakkede