”Så hvad bliver det til?” spørger jeg. ”Stikker du af, eller bliver du hængende?”
”Fint, så bliver jeg,” vrisser hun så, ”men hvis der sker noget …”
”Ja, ja, så er det min skyld,” siger jeg.
Vi er gået det sidste niveau ned. Slørets mørke overflade strækker sig ud under os. Og i det fjerne kan jeg se arbejderne, der humper af sted. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om dem, jeg mødte her sidst, stadig er i live, eller om strålingen har slået dem ihjel.
Jeg går hen til skuret, der fungerer som Conars kontor og udgang til sløret.
”Jamen er det ikke Troy?” siger Conar, da han ser mig. ”Længe siden.”
”Marton sendte os,” siger Jana bare.
”Ja …” siger han. ”Der er problemer med maskinerne. Der er massesammenbrud i sektor D. Mindst syv. Jeg håber, I har god plads i taskerne.”
”Det har vi,” siger jeg.
”Godt, Troy, du kender jo rutinen,” siger han og nikker hen mod sensorerne, som vi skal have på skoene. Jeg tager et sæt til mig og Jana, og vi spænder dem på.
Janas ansigt er anspændt, men hun har nok heller ikke været på sløret før. Jeg er derimod ikke så bekymret. Vi har stadig dragterne fra dykket på, så jeg vil være langt bedre beskyttet mod strålingen, end sidst jeg trådte ud på sløret.
”Tak for hjælpen,” siger Conar. ”Og sig til Marton, at han skal lave nogle bedre robotter. De kan sgu ikke sådan bare bryde ned.”
”Det skal vi nok,” siger Jana.
Så træder vi ud. Den knudrede overflade føles velkendt under fødderne. Jeg kan se, at det lige tager Jana et par øjeblikke at vænne sig til det.
”Er du klar?” spørger jeg.
”Lad os nu bare få det overstået,” siger hun. ”Vi har vist fået rigeligt med stråling allerede.”