Kunsten at være kvinde

for deres A-klasse-citater. Til Nigella, hvis kommentar fik mig til at hyyyyle.
„Lizzie“ og „Nancy“ – jeg elsker jer højt, og jeg er så ked af, at mor var væk en hel sommer, men hvis jeg skal være fair, er Onkel Eddie bedre til at spille Mario Kart med jer, end jeg er, og når først jeg får lært jer at sige: „Fanden tage dig, Patriarkat!“, hver gang I falder, har I fået det bedste ud af mig, hvis jeg skal være ærlig.
Til sidst vil jeg gerne dedikere denne bog – som om jeg står på en scene og skal lige til at spille Guns N’ Roses“ „Paradise City“, hvor virkeligheden er, at jeg bare skriver på en bærbar, uden at et eneste øje kigger på mig – til min mand, Pete Paphides, som er den mest Rabiate Feminist, jeg nogensinde har mødt – så rabiat faktisk, at han har lært mig, hvad feminisme

hvordan man vender og drejer det, forekommer det ret så mærkeligt at bruge 21.000 pund på et tidspunkt i ens liv, hvor man sædvanligvis stadig er lidt fattig og i gang med at prøve at købe ting som „et hus“ og „noget at spise“ – ikke mindst i betragtning af at et ud af fire ægteskaber ender i skilsmisse.
Hvis vi skulle opfinde alting forfra, ville vi da beslutte at lægge den gigantisk kostbare fejring af kærligheden et sted i slutningen af det hele – når vi er i tresserne og halvfjerdserne, når huset er betalt af, og vi kan vurdere, om alt det der med at „elske for evigt“ holdt eller ej.
21.000 pund! Åh, hvor får jeg lyst til at græde. Personligt ville jeg aldrig spendere 21.000 pund på noget, som enten ikke havde a) døre og vinduer eller b) evnen til at opfylde tre ønsker. 21.000 pund er absurd mange penge. Sindssygt mange penge.
Og det me

Jeg rejser mig.
„Jeg vil tale med mor om det,“ forklarer jeg. Hunden bliver liggende under sengen og virker som altid dybt nervøs over at være hund.
Jeg finder mor på toilettet. Hun er nu gravid i ottende måned og sidder med den sovende et år gamle Cheryl i armene, mens hun prøver at tisse.
Jeg sidder på kanten af badekarret.
„Mor?“ siger jeg.
Af en eller anden grund tror jeg kun, det er mig tilladt at stille ét spørgsmål om det her. Jeg har ét skud i bøssen, for så vidt angår „samtalen om menstruationscyklus“.
„Ja?“ svarer hun. Selvom hun tisser og sidder med en sovende baby i armene, er hun samtidig i gang med at sortere en kogevask.
„Du ved – min menstruation, ikke?“ hvisker jeg.
„Ja?“ siger hun.
„Gør det ondt?“
Mor tænker sig om et øjeblik.
„Ja,“ siger hun omsider. „Men det er okay.“
Babyen begynder at græde, så hun når aldrig at forklare, hvorfor det er okay. Det forbliver et mysterium.
Tre uger senere får jeg menstruation for første gang. Jeg oplever det som en dybt umunter begivenhed. Det begynder i bilen på vej på biblioteket, og jeg bliver nødt til at gå rundt om fagbogshylderne en halv times tid og desperat håbe på, at det ikke kan ses, før far henter os.
„Menstruation for første gang – adr,“ skriver jeg i min dagbog.

Ikke så mærkeligt, at kvinder er blevet undertrykt af mænd så længe, tænker jeg, mens jeg angriber mine underbukser med neglebørste og håndsæbe ude på badeværelset. Det tager en krig at få indtørret blod af bomuld. Før vaskemaskinen blev opfundet, havde vi alle sammen for travlt med at skrubbe til at have overskud til at stemme.