meget havde jeg tidligere forstået.
Det jeg nu så, var dybere.
Det var lykkedes manden ved bordet og mine børn at åbne så dybt til hinanden som børnene og deres mor, og børnene og jeg.
Eller i hvert fald til et beslægtet niveau.
Jeg så endnu et forhold.
Det er vanskeligt at forklare, det unddrager sig sproget. Det jeg så, var at det vi kalder instinkter, alligevel er overfladisk. Den genetiske kodning, det flokinstinkt der hjælper os til at elske vores børn, er overfladisk i forhold til det, dybere, jeg så i rummet foran mig. Som var mellem manden og børnene. Som var kærlighed.
Jeg så direkte hvad han og børnene havde gjort for at nå frem til hinanden. De havde sluppet instinktive forbehold.
De havde givet sig hen til det i os der er dybere, meget dybere, end vores instinkter. Eller som er en dybere instinktivitet: ønsket om samhørighed. Om at føle dyb kærlighed til andre.
Dette var ingen antagelse. Det var en iagttagelse. Jeg så det direkte. Og jeg så det på grund af det jeg havde oplevet på klinikken.
Jeg gik hen til bordet og lagde en hånd på hans arm.
– Tak, sagde jeg.