„Nej, det hjælper ikke med alle de store talemåder om at holde ideens fane højt,“ vedblev Jørgen aldeles opgået i sin tankegang og uden at vide, at han ikke hele tiden havde tænkt højt. „Når det kommer til stykket … hvem er det vel så, der fra arilds tid har lavet verdenshistorien, det vil sige revolutionerne! Det er netop den sort blege, tarmslunkne kælderdyr, der med glæde tager alle syv dødssynder på deres samvittighed for en flaske brændevin. – Det er øllebrødsbarmhjærtigheden, der er vor ulykke derhjemme! Se til vore allerbrandrødeste socialister! Det er velnærede borgere, skikkelige spækhøkere, der lever i den bedste forståelse med de ti bud og Balslevs katekismus … folk, der har penge i sparekassen, og som straks besvimer af moralsk hjærtekvababbelse, når en forstyrret typograf skyder en knap af en ministers overfrakke! Uf! De bliver mig mere og mere modbydelige, den slags Per nittengryn, som går og vil revolutionere en detail; filistersjæle, der i grunden er rigtig vel fornøjet med tilværelsen, men har en eller anden lille oppositionel kæphest at ride på, enten det nu er arbejdersag eller kvindefrigørelse eller republik eller sådan noget vås. Som om det battede at klippe et par kviste, når træet er blområddent ned til roden?