Adfærdsøkonomi

Mennesker har begrænset tid og hjernekapacitet. Derfor bruger de enkle tommelfingerregler – heuristik – som hjælp til at foretage skøn. Et eksempel ville være ‘tilgængelighed’. Antag, at jeg spørger dig, om Dhruv er et almindeligt navn. Hvis du kommer fra et vestligt land, vil du højst sandsynligt sige nej, men det er faktisk et helt almindeligt navn i Indien, et land med en masse mennesker, så på verdensplan er det faktisk et temmelig almindeligt navn. Når vi skal gætte på, hvor ofte noget forekommer, spørger vi typisk os selv om, hvor ofte vi kan komme i tanker om den slags. Det er en fin tommelfingerregel, og i det samfund, man selv lever i, vil det være et godt fingerpeg om et givet navns hyppighed, hvor nemt det er at komme i tanker om, at man har mødt andre med det navn. Men reglen kan ikke bruges i de tilfælde, hvor forekomsten af en bestemt begivenhed ikke er tæt forbundet med, hvor nemt det er at huske på eksempler (som for eksempel Dhruv). Det illustrerer den vigtige pointe i artiklen, og det var den, der fik mig til at ryste på hænderne, mens jeg læste: Når folk benytter sig af den slags heuristik, får det dem til at begå forudsigelige fejl. Det var grunden til, at artiklens undertitel var heuristik og bias. Forestillingen om forudsigelige bias blev en ramme for mine tanker, der indtil da havde været et forvirret rod.

Vi endte med at skrive en artikel sammen på grundlag af min afhandling, og vi kaldte den selvfølgelig ‘Værdien af at redde liv’. Den amerikanske regering benytter sig stadig af ajourførte udgaver af de tal, vi nåede frem til dengang, i deres cost-benefit-analyser. Den gældende vurdering ligger på omkring otte millioner dollars pr. reddet liv.

Jeg kaldte dette fænomen for ‘ejerskabseffekten’ (endowment effect), for som økonomer siger, er det, man har, ens ejerskab, og jeg var faldet over noget, der tydede på, at folk satte større pris på noget, der allerede var en del af det, de ejede, end på noget, der kunne være en del af det, de ejede, og som var til rådighed, men som de endnu ikke ejede.

Alternativomkostningerne ved en aktivitet er det, man giver afkald på ved at foretage sig aktiviteten. Hvis jeg tager på vandretur i dag i stedet for at blive hjemme og se fodbold, så er alternativomkostningerne ved at tage på tur, at jeg går glip af fornøjelsen ved at se kampen.

Undervejs i mine overvejelser faldt jeg over et citat fra sociologen Donald McIntosh, der påvirkede min måde at tænke på stærkt: “Tanken om selvkontrol er paradoksal66, medmindre det antages, at psyken rummer mere end et enkelt energisystem, og at disse energisystemer til en vis grad er uafhængige af hinanden.” Den passus er fra en obskur bog, The Foundations of Human Society, og jeg ved ikke, hvordan jeg faldt over den, men den forekom mig så indlysende sand. Selvkontrol drejer sig i bund og grund om konflikt. Og ligesom tango skal der (mindst) to til en konflikt. Måske havde jeg brug for en model med to individer

Hvis du for eksempel gerne vil holde op med at ryge, kunne du skrive en stor check til en, du ser ofte, med tilladelse til at indløse checken, hvis vedkommende opdager, at du ryger

Det er en god regel at huske, at folk, der er truet af store tab og har en chance for at gå i nul, sædvanligvis vil være villige til at løbe risici, selv om de normalt har en ret stor risikoaversion. Hold øjnene åbne!

break even-effekt

at spille med husets penge”

Ved dagens sidste løb har de fleste af spillerne underskud på deres mentale løbskonto. Hvordan påvirker det deres satsninger? Den normative forudsigelse lyder “stort set ikke”. Præcis som i eksemplet med pokerspillet bør en spiller ikke være mere bekymret over et tab på 100 dollars, som han har satset på travbanen, end han ville være over et tilsvarende tab på sin pensionsopsparing, som han aldrig ville lægge mærke til. Men alligevel kan Danny og Amos henvise til en undersøgelse, der viser, at odds på outsiderne (de heste, der har en meget lille chance for at vinde) bliver dårligere i dagens sidste løb43, hvilket betyder, at flere spiller på de heste, der har den mindste chance for at vinde.
Kahneman og Tversky forklarede dette resultat ved at støtte sig til den egenskab ved prospektteorien, at folk er risikovillige, når det handler om tab