Pelle vidste ikke selv, hvilke ord han råbte ud, han følte blot at noget talte igennem ham – det mægtigste som aldrig løj. Der var en lys, profetisk klang over hans stemme som rev med, hans blik flammede. For deres øjne løftede en skikkelse sig ud af den knugende vinter og ragede frem i lyset, en skikkelse der var dem selv – og dog en ung gud. Han steg nyfødt frem af selve elendigheden, slog den tunge skæbnetro til side og gav en ny tro i stedet – den lyse tro på egen kraft! De råbte op til ham, først enkelte stemmer, så alle. Han samlede deres råb i et mægtigt leve for den ny tid. – –
Hver dag mødte de op, ikke for at arbejde men for at være der i stum protest. Når formændene kaldte arbejdere frem, stod de i tavse klynger, truende som et mørkt fjæld. Nu og da råbte de en forbandelse ind over dem der havde svigtet. Kommunen foretog sig intet; man havde rakt de nødlidende en hjælpende hånd, og de havde slået til den – nu måtte de selv tage følgerne. Entreprenøren havde fået lov til at stanse arbejdet helt, men holdt det gående med en snes skruebrækkere for at drille arbejderne.