Sportshjerte

Jeg står tilbage, ser ham slutte sig til feltet længere nede ad hovedgaden. Kikkertsigterne følger rytterne fra hustagene. Hårene i min nakke rejser sig. Det er smukt nok, døden indrammer os allesammen, men det er smukt nok. Matti forsvinder som en lille prik rundt om den gamle borgmur. Med planer gemt i sit cykelstyr.

For Baggesen var Schweiz det hellige, frie, lyksalige land, hvis indbyggere havde bevaret den eneste rest af frihed, det forkælede Europa havde tilbage år 1789. Da havde Jean-Jacques Rousseau for længst begivet sig ud på den sidste vandring, hvorfra ingen vender tilbage. Han var død 1778. Rousseau skrev inderligt og opgivende på samme tid. Han var genfer, et bymenneske. Det efterladte værk er en smuk, rodet og paranoid bog. De bedste drømmerier er viet botanikken, nerveberoligelsen ved at gå i detalje med det levende. Naturen byder den udstødte, indadvendte velkommen. Gud har med sin finger hældet Jordens akse, og – til filosoffens beklagelse – beordret menneskene at blive sociale. Men i samtale med en blomstrende natur fordriver Rousseau de sidste år af sit liv hendrømmende, som han selv omtaler tilstanden.

Vi er begge havnet i cykelsporten gennem filosofistudier. For Brian Nygaard går der en lige linje fra Ludwig Wittgensteins eremithytte til livet i cykelsporten. Man trækker sig væk for at vende stærkere tilbage. Man opruster i ensomhed. Tour de France er et nødvendigt onde for Brian Nygaard. Han har det svært med den ekshibitionisme, der ligger i at skulle præstere i alles påsyn.

Vinden bliver enormt afgørende, når man er alene. I Danmark kan man decideret træne på den måde. Fordi vi ikke har bjergene. Det er måske derfor, vi har så mange gode bjergryttere. Vi ligger og kører intervaller i modvinden. Det har jeg selv gjort, i hvert fald. Vind betyder alt. Sidevind er det smukkeste. Men sidevindskørsel kan du ikke træne alene. Sidevind gør, at fordelen ved at ligge på hjul er blæst væk. I et løb vil der formes en vifte af ryttere på skrå hen over vejen, alle søger beskyttelse i ly af hinanden. Men der kan kun sidde måske femten mand på tværs af en landevej. Og for at kunne vinde et løb, skal du lære at sidde forrest på viften, du skal lære at bruge albuerne, du skal have næse for at være de rigtige steder på de rigtige tidspunkter. Du skal kunne læse landskabet og vindene. Hele min karriere har jeg solgt mig selv på, at det er det, jeg kan finde ud af. Køre sidevind. Jeg bruger meget tid på at sætte mig ind i ruterne. Især oppe i Flandern. Jeg er betaget af landskaberne der. Jeg kører på de små belgiske skovveje, hvor jeg ved, at Ardenneroffensiven fandt sted under Anden Verdenskrig. Det er Flandern Rundt, jeg ser for mig, når jeg tager ud og træner. Det er brostenene, positionskampen inden Kwaremont. I Vestflandern har jeg en fanklub. Jeg er deres store helt. For formanden er jeg nærmest en søn. Det er charmerende, det er det virkelig. Men det er råt. De har levet nogle hårde liv derude. De er en lille smule alkoholiserede.

Ja, jeg forsøger altid at sidde eller ligge ned, hvis jeg kan komme til det. Jeg bruger hele mit liv på cykler og i senge. Til nøds i sofaer. Som cykelrytter er du decideret bange for at stå. Du får tunge ben. Læg mærke til, hvordan ryttere står for eksempel til en reception. De sygeste positioner. De står tit og prøver at strække ud. Jeg går heller ikke, hvis jeg kan blive fri. Før et vigtigt løb nægter jeg at gå en meter. Du får de værste ben af det. Hvis jeg skal et sted hen, har jeg en chauffør, eller også cykler jeg selv. Jeg er heller ikke så god til at stå op. Jeg får ondt overalt. Min krop passer til at cykle.

Så snart jeg fik kørekort, kørte en kammerat og jeg afsted til Belgien hen over sommerferien. Vi kørte cykelløb hver dag hele sommeren. En kermesse hedder det, det er en belgisk tradition. Det er altid i forbindelse med et marked på pladsen foran kirken. Du kan bare dukke op, samme dag som løbet foregår, du behøver ikke at tilmelde dig. De lokale spiller på dig. De kommer hen, ser dig an, de skal lige se dig i øjnene, om du har et sundt blik, de er på vagt over for gullige øjne, træthedstegn. Man føler sig som kvæg. Det er byfester med gamle traditioner. En masse tosser, væddeløb, helt råt, alle mod alle, mand mod mand, ingen hold, styrt over det hele, en stor chance for, at der er nogen, der kommer alvorligt til skade eller ligefrem dør. Sådan ser cykelsportens vugge ud. Så det var også en pilgrimsrejse. En manddomsprøve for mig og min ven. Men han fejlede. Min første rigtige ven inden for cykelsporten. Jeg glemmer det aldrig.

Måske har det ikke været sundt for mig. Men på en eller anden måde er jeg kommet igennem det. Jeg falder ikke i. Jeg er god til at bevare fokus i mørket, jeg har ikke behov for at drikke mig i hegnet eller spise en masse slik. Så jeg går bare i seng, for jeg skal op næste morgen. En cykel er et slags antidepressiv. Den friske luft, vinden i håret, følelsen af frihed.

Cykelsportens forhold til markedet er ikke sentimentalt. Det er korrekt og nøgternt, nu, hvor kapitalismen må siges at have sejret på verdensplan. En del af sportens charme er den skrøbelige, merkantile og udsatte tilstand, som den altid har opereret under. Den er formet af modvind. Langt før Donald Trump blev præsident, havde han sit eget cykelløb, Tour de Trump. Det blev kørt i slutfirserne på den amerikanske østkyst – og var tænkt som et etapeløb, der på sigt skulle udfordre den unikke status, som Tour de France besad. Til start stillede otte professionelle hold og elleve knap så professionelle, heriblandt et hollandsk mandskab, Sauna Diana, som var sponsoreret af et bordel. Holdbussen var i to etager. Efter sigende blev der serveret nogle mindeværdige pandekager i bussen, men det var formentlig ikke den eneste vare, der blev udbudt i Sauna Dianas transatlantiske reklamefremstød. Det ti dage lange etapeløb havde mål for foden af Trump Plaza Hotel & Casino i Atlantic City.

Jeg tænker på den svenske forfatterinde Lena Andersson, mens vi går op ad bjerget. Hun har gjort mig opmærksom på, hvad der er cykelsportens fundament, hvori den adskiller sig fra alle andre sportsgrene. Cykelsporten har profitten som grundlag i modsætning til andre sportsgrenes amatørisme. Kun gennem kapitalismen har sporten kunnet nå sit fulde potentiale og udvikle sig så interessant og kompleks, mener Lena Andersson. Mens andre idrætter er børn af aristokratiets eller militarismens amatøridealer om ære og renhed, har cykelsporten fra begyndelsen handlet om penge og arbejde.

Min holdkammerat Mathew Hayman har været professionel i sytten år, han er verdens mest værdifulde hjælperytter og vejkaptajn. Han havde stort set intet vundet i sin karriere, før han vandt verdens største endagsløb som syvogtrediveårig, Paris-Roubaix, monumentet. Han er mit forbillede. Jeg vil kalde alle mine børn for Hayman.