Jeg løber

Hendes navn er Ellen. I nutid, for hun bor i mit hjerte nu.

Jeg forestiller mig, hvordan sygdommen én gang årligt bliver kastet ned fra en flyvemaskine. Som små nåle. Et år ramte én af nålene Ellen.

en vi viser ikke de døde frem. Vi skærmer hinanden fra døden. Både i livet, og når døden er indtruffet. Jeg vil ikke forstå det. Inden hendes sygdom brød ud, var jeg selv bange for dø

Erkendelsen er vigtig, men fortrydelsen nytteløs.

skridt er en del af svaret, og her – et års tid senere

Jeg løber, fordi janteloven ikke eksisterer blandt løbere. Det er okay at blære sig, og jeg kan godt lide at blære mig med, at jeg løber stærkt. Det styrker mig, at andre er imponerede over mine præstationer. Jeg skammer mig ikke, når jeg løber. Jeg underspiller ingen følelser. For alt er okay.

løbe er at udslette sig selv – skridt for skridt. Jo flere skridt du tager, jo længere væk kommer du fra det, der egentlig er din kerne. Din frygt, din angst, dine fobier. Dine tanker om alt det, der kan gå galt, og alt det, der er gået galt. De kan forsvinde, men det kræver, at du er klar. Du skal være klar til at udslette dig selv fuldstændigt. Og den ultimative måde, en løber kan udslette sig selv fuldstændig på, er ved at deltage i et maratonløb. Det er 42 kilometer langt, det er mytisk, forbundet med de største sejre og de største nederlag, og du skal kun gøre det, hvis du er klar til at udslette dig selv

Portøren trak et rent og nypresset lagen op over min datters hoved, klikkede hospitalssengens hjul fri og drejede ned ad gangen og hen til elevatorerne.
Han stak en nøgle i væggen og fik den næste elevator til at stoppe. Ind kørte han, og det var det sidste. Jeg så ikke, at han trykkede sig ned i kælderen under Rigshospitalet. Jeg så ikke, at han kørte sengen over til kapellet, men det var det, han gjorde. Vi pakkede hendes ting sammen. De sidste tegninger. En Tornerose-film. Tøj. Fotografiet af hendes lillesøster, der var klistret på det stativ, der holdt slangerne fra respiratoren, der havde holdt hende i live.
Vi kunne bære det hele på en gang. Heldigvis. Vi skulle bare ud. Og vi kørte væk derfra. Hun havde været syg i to år af kræft, og hendes lunger var stoppet med at virke. Ilten kunne ikke komme