Den må have engagement, den må sige noget vigtigt om mennesker, noget om det at leve, om vilkår, muligheder, begrænsninger, om forskelle på folk og om ligheder, om liv og død, og den må derudover flytte nogle grænser. Hvis det er en roman, der skildrer sin egen tid, kan man kræve, at den gør det overbevisende, men også at den når ud over det aktuelle, at den når ind til noget almenmenneskeligt.