mig i kælderen i huset i Hanstholm, som har været en fast del af mine tanker og mareridt, siden jeg var barn. Der kommer ikke et eneste ord ud af min mund. I stedet undrer jeg mig over, hvordan hun kan vide, hvad jeg tænker på, og selv om jeg ikke ønsker det, er jeg faktisk en smule imponeret af kvinden i lænestolen.
De 45 minutter går hurtigt, og da vi er ved at være færdige, forsikrer Ruth mig om, at vi nok skal finde ud af det sammen. Jeg ved ikke, hvad jeg skal synes. Jeg er bare forundret over, at hun ikke hader mig og synes, jeg er ulækker, nu hvor jeg har fortalt hende om nogle af de ting, der er sket i mit liv. Hun smiler endda til mig, selv om jeg har berettet om alt det grimme, jeg har gjort.
Da jeg træder ud på gaden og går op mod banegården, lader det til, at de forbipasserende har for