Brande i natten

allard sad med sine høretelefoner på og lyttede til den playliste, hu

overraskede en fyr fra Grape Street i seng med en anden fyr. Fem minutter efter havde de presset ham til at blive deres meddeler. Det, at han var bøsse, virkede langt bedre end at have en narkodom på fem år hængende over hovedet. De ved, at de kan sidde den af, hvis det skulle blive nødvendigt, og så stadig operere i miljøet, når de kommer ud. Men ingen bander tolererer homoseksuelle medlemmer. Finder de først ud af det, er sådan en mand færdig.”
De begyndte at spise og var begge så sultne, at al samtale stoppede. Bosch gennemgik det hele i hovedet i tavsheden mellem dem og sagde først noget, da han havde fået den værste sult lukket tilbage i buret.
“Med hensyn til i morgen,” sagde han, “hvordan har du så tænkt dig at trykke på hans ømme punkter?”
“For det første håber jeg at fange ham hjemme, hvor han bor,” svarede Ballard, stadig med munden fuld af den sidste bid af bøffen. “Han er gift nu, og hans firma står i konens navn. Når jeg nævner Hilton for ham og kommer ind på deres tidligere relation til hinanden, håber jeg, han panikker lidt. Jeg tvivler på, at konen ved noget om hans homoseksuelle forhold. Jeg har Hiltons skitsebog, og når jeg viser ham tegningerne i den, begynder han sikkert at skide grønne grise.”
“Ja, men hvordan forestiller du dig, at det får ham til telefonen? Du gør det jo først og fremmest til en sag mellem ham og konen.”
“Hvad vil du så foreslå?”
“Det er jeg ikke helt sikker på endnu. Men du er nødt til at skabe forbindelse tilbage til hans bandetid.”
“Det har jeg tænkt på, men så er jeg bange for at bringe Dennard Dorsey i farezonen. Han sidder i bandeafsnittet i Men’s Central. Hvis Kidd har forbindelser derinde, er Dorsey færdig.”
“Så bliver vi nødt til at tænke det en anden vej rundt. Hold Dorsey udenfor.”
“Der blev nævnt et andet bandemedlem i mordbogen. Han var også gadepusher og arbejdede sammen med Dorsey. Vincent Pilkey hed han. Han døde for et par år siden.”
“Men det var efter, Kidd trak sig ud og forsvandt fra South Central, ikke? Tror du han ved, at Pilkey er død?”
Ballard trak på skuldrene og gik i gang med hvidløgsbrødet.

Han rejste sig og gik over og satte en liveoptagelse med Charles Mingus i Carnegie Hall på pladespilleren. Han valgte den plade for sin fireogtyve minutter lange version af “C Jam Blues” på A-siden. Koncertoptagelsen fra 1974 var