Muleum

I dag er alle dage. Og alle øjeblikke er nu. Og hvorfor i himlens navn skulle jeg stå op? Men jeg kunne lige så godt spørge hvorfor blive liggende? Alt det her er frygtelig rodet og kompliceret for mig lige nu, men det ender nok alligevel med, at jeg står op om ikke så længe.

Fordelen ved at rejse så meget og så hurtigt, som jeg har gjort her på det sidste, er, at jeg mister mig selv, og det passer mig fint. Jeg vil ikke have mig selv.

Jeg kan godt lide, at flyvemaskiner har vægge og stole og dermed mere eller mindre ser ud som en slags værelse. I hvert fald indefra. Det skaber nemlig en illusion om, at man er i sikkerhed. Og den illusion bliver brudt, hver gang et fly falder ned, og jeg længes efter, at den bliver brudt. Det er måske det, jeg længes mest efter: at illusionerne om sikkerhed og tryghed skal blive brudt. For mit vedkommende er grundlaget allerede smuldret, og så kan de andre illusioner også blive knust, enten en efter en eller alle på samme tid, i ét stort og uigenkaldeligt brag.