På afveje

Jeg fortsætter hen til den næste gård. Navnet Nisley er malet på postkassen.

Klokken er endnu ikke tolv, da jeg drejer af Sperry Road og fortsætter mod nord på Ohio 105.

“Jeg siger, at lort triller nedad, og medmindre man har en el-ler anden

an sukker, kigger forbi mig og betragter gruppen af amish­folk, der har

maste mig igennem en masse små, unge træer og brombærgrene, så

igt.
“Ja, det ved jeg, min skat. Det gør mig så ondt.”
“J

ved, at Auggie vil komme løbende efter mig – om ikke andet for

“I tre kvarter eller deromkring.”
Bag mig

Han når helt hen til mig og griber fat om min arm. Han er bevæbnet med en snigskytteriffel

Det forklarer dog ikke hendes beskrivelse af, at manden ikke havde skæg.