„Du –“ sagde Jace og sendte Sebastian et blik fyldt af væmmelse. „Du aner ikke, hvad du taler om.“
„Eller måske er det bare, fordi jeg har kysset din søster, at du har set dig gal på mig,“ sagde Sebastian. „Og fordi hun ville have mig.“
„Det er løgn,“ sagde Clary, men ingen af dem kiggede hen på hende. „Altså det med at ville have dig.“
„Hun har den her skægge lille vane – med at gispe, når man kysser hende, nærmest som om det kommer bag på hende, ikke også?“ Sebastian var standset lige foran Jace og stod nu og smilede som en engel. „Det er faktisk ret kært. Det må du også have lagt mærke til.“
Jace så ud, som om han skulle til at kaste op. „Min søster –“
„Din søster,“ sagde Sebastian. „Nå, er det det, hun er? Det skulle man ellers ikke tro, når man ser jer. I tror da vel ikke, at det går hen over hovedet på folk, hvordan I kigger på hinanden? I tror da vel ikke, at I kan skjule jeres følelser? I tror da vel ikke, at alle andre mennesker ikke opfatter det som sygt og unaturligt? For det er nemlig det, det er.“
„Så er det godt.“ Jace havde fået et morderisk udtryk i ansigtet.
„Hvad er det, du er ude på, Sebastian?“ sagde Clary. „Hvorfor står du og siger alt det der?“