n siger ikke farvel til dem.
Da hun åbner døren for at gå ud i trappeopgangen, er der en, der griber fat i hendes arm. Det er fru Lagerman.
”Du skal ikke tage dig af mændene,” siger hun, smiler mildt i fælles forståelse og skubber de store briller lidt længere op på næsen. ”De vil vel bare lære hinanden lidt bedre at kende. Og de har jo sådan et hårdt job, tænk på al den elendighed, de ser.”
Hun holder en pause og fortsætter så:
”Fagerberg er ikke så håbløs, som han virker. Og Krook kan være vældig hyggelig, når han er i det humør.”
Britt-Marie forsøger at smile, men munden føles tør, og kvalmen lurer li