Scrooge holdt mere, end han lovede. Han gjorde, som han havde sagt, og uendeligt meget mere. Og for lille Tim, der ikke døde, blev han som en anden far. Han blev så god en ven, så god en arbejdsgiver og så godt et menneske, som den gode, gamle by eller nogen anden god, gammel by, købstad eller flække i hele den gode, gamle verden havde kendt. Nogle lo over at se ham forandret, men han lod dem le og ænsede dem knapt, for han var klog nok til at vide, at der aldrig sker noget godt på denne klode, uden at visse folk morer sig over det; og da han vidste, at den slags mennesker alligevel er blinde, fandt han det udmærket, at de kneb øjnene sammen i et grin, i stedet for at blive blindet af mindre sympatiske årsager. Hans eget hjerte lo, og det var nok for ham.
Han havde ikke yderligere omgang med ånder, men fulgte fra da af nøje sine nye principper; og man sagde altid om ham, at hvis noget menneske forstod ordentligt at fejre jul, så var det ham. Gid dette må kunne siges om os alle. Og så, som lille Tim bemærkede: Gud velsigne os, hver og en!