Alene på banen

Kære Kenneth og Trine.
Da vi talte sammen i begyndelsen af processen, lagde vi hurtigt målet fast: Bogen skulle være bundærlig, ind til benet og fortælle den virkelige og indtil nu ukendte historie om Kenneth Carlsen. Fortælle historien om en perfektionistisk sportsmands inderste tanker, ubændige stræben, værste og bedste kampe. Målet var at lave en af de fedeste danske sportsbiografier overhovedet

Jeg vil gøre alt for, at mit barn tør tage den chance, det er at kaste sig 100 procent ind i noget. Uanset hvad det måtte være. Vælger han eller hun at blive rockstjerne, som jeg selv drømte om en overgang, står min gamle guitar næsten ubrugt hjemme i mine forældres lejlighed.
Det vigtigste er at forfølge sine drømme.
Jeg havde en pragtfuld rejse i jagten på mine drømme, og rejsen lærte mig, at kærlighed ganske rigtigt kan overvinde alt. Det er denne erfaring, jeg først og fremmest ser som mit hidtidige livs store sejr: Jeg gjorde det, og jeg gjorde det med glæde

Skulle vi være så heldige en dag at få et barn, og han eller hun en dag kommer og udtrykker et ønske om at blive professionel tennisspiller, må jeg sige det samme, som jeg siger til alle andre, der spørger: at jeg ikke fortrød mit valg et eneste sekund.
Med det betyder intet for mig, om mit barn vælger tennis eller et andet fag. Det blander jeg mig ikke i, jeg håber bare, barnet vokser op til at blive tilfreds med det liv, det vælger. Det håber jeg for alle. Jeg håber for alle børn, at de får så mange inspirationer som overhovedet muligt: sport, kunst, musik, litteratur. Børn skal kunne vælge på alle hylder

Det er aldrig alt eller intet, og der er noget positivt ved alting

I næsten hele mit liv vidste jeg præcis, hvad der havde førsteprioritet. Efter stoppet kunne jeg vælge på alle hylder. Mit liv var pludselig meget mere åbent. Jeg kunne pludselig bruge min energi på mange flere forskellige ting. Og det gjorde jeg. Jeg begyndte på denne bog, på forberedelse til mine foredrag, på at kommentere for TV 2 Sport, på at deltage i tv-shows og på at rejse rundt med et par af de danske spillere som træner. Jeg sagde næsten ja til alt for mange ting – og det har været lidt stressende. Stressende på en anden måde, end jeg var vant til.
Målene var pludselig meget mere diffuse. Jeg vidste ikke præcis, hvad jeg ville, og jeg havde aldrig tidligere zappet mellem jobs. Samtidig skulle jeg sætte mig selv på spil på områder, jeg ikke havde betrådt før. Det var spændende, men tvang mig ligesom denne bog til at reflektere over mange ting på en anden måde end tidligere

Derfor frygtede jeg måske også lidt, hvad der ville ske, når jeg ikke længere var aktiv. Jeg havde indstillet mig på, at jeg kunne få en krise. Blive deprimeret. Ryge ind i et tomrum. Jeg kender jo de grimme historier, andre sportsfolk fortæller om livet efter karrieren. Så det forberedte jeg mig på. Prøvede at forebygge.
Jeg tænkte på, at jeg hele tiden vidste, at jeg ikke kunne spille tennis til den normale pensionsalder. At stoppe som 34-årig, synes jeg selv, var ret godt gået i en sport, hvor de fleste går på pension, inden de fylder 30. Og hvor verdensstjernerne ofte er omkring 20 år gamle

bedste trænere? Det ville stride mod al sund fornuft.
Derfor har jeg fred med den og mine andre fejltagelser i dag. Jeg prøvede noget. Tog en chance, der virkede som den rigtige.
Jeg ville have det meget værre, hvis jeg i dag kunne se tilbage på en karriere, hvor jeg trænede for lidt, satte det sociale liv over alt andet og kom ind i nedtursperioder, fordi jeg hellere ville holde ferier på tåbelige tidspunkter. Den slags dumme beslutninger traf jeg måske ligefrem for få af, men det ville være svært for mig, hvis jeg i dag kunne se tilbage på, at jeg ikke havde været seriøs nok

På det tidspunkt havde jeg bare ikke den nødvendige selvindsigt til at sige nej til et tilbud, jeg var sikker på, var det bedste for mig – også i alle andres øjne. Jeg turde ikke sige nej. Jeg ville gøre alt for at optimere min tennis, og hvordan skulle jeg så få mig selv til at sige nej til verdens

Hele vejen igennem traf jeg de beslutninger, som jeg mente, var bedst for mig ud fra de forudsætninger, jeg havde på de pågældende tidspunkter. Kun i bagklogskabens lys kan jeg fortryde noget.
Når man fra en alder af 18 år træffer næsten alle sine beslutninger selv, er det svært at undgå at begå fejl. Jeg var meget alene og måtte lære af mine egne erfaringer, efterhånden som jeg fik dem. Jeg havde ingen til at tage beslutningerne for mig

Da jeg stoppede karrieren og stod på scenen til min afskedsfest, vidste jeg godt, at jeg muligvis stod på randen af en mental nedtur. At jeg kunne miste målet med livet. Miste fokus og flagre rundt uden noget at tage mig til.
Jeg havde hørt historier om tidligere eliteidrætsudøveres fald ned i det altopslugende, sorte hul. Om tabet af identitet og mening med tilværelsen.
Men jeg må sige, at når jeg i dag sidder på terrassen i Monaco og kigger ud over Middelhavet, så føler jeg fred. Både ved udsigten og ikke mindst ved følelsen indeni.
Når disse linjer skrives, er det otte måneder siden, jeg stoppede min karriere. Jeg har det rigtig godt. Dels fordi jeg har mange jern i ilden og flyver rundt i verden. Dels fordi jeg har forliget mig med beslutningen om at stoppe