Tæl til ti

Til at starte med gør jeg ingenting. Det vil sige, jeg folder forsigtigt listen sammen igen og lægger den ned i lommen. Mor og far får i hvert fald aldrig den liste at se, for mange af punkterne har på en måde noget med dem at gøre. Og normalt ville de grine af det og sige, at det bare er en fase, min søster skal igennem, men når der så ikke er flere faser tilbage, bliver netop denne sidste fase lig med det hele. Godt, det var mig, der fandt listen. Og det tror jeg også, min søster ville synes.
Egentlig var min søster ikke særlig sød. I hvert fald ikke her på det sidste. Det er, fordi hun er blevet teenager, sagde mor som for at trøste mig. Måske forstår jeg det bedre til næste år, også selvom jeg nok aldrig bliver lige så umulig og ikke-sød-længere som hende. Det håber mor i hvert fald ikke. Men måske håber hun det så alligevel lidt nu, hvor hun aldrig mere kan få en lige så umulig teenager som min søster nogensinde igen.
Jeg har tit overvejet at skifte hende ud med en bror, eller i det mindste gøre hende enten lidt yngre eller lidt ældre – også selvom det selvfølgelig ikke er noget, man sådan lige kan lave om på, som mor ville sige det.
“Hvorfor kunne I ikke have lavet en dreng i stedet for?” beklagede jeg mig engang efter en særligt besværlig episode.
“Vil du da gerne bytte hende ud?” Far fandt det morsomt.
“På en måde.”
“Men hvis vi skal bytte hende ud, skal du være helt sikker.” Han smilede indforstået til mor.
Mor var nemlig også ved at være godt træt af hende.
“Det er bare en fase, hun skal nok blive god igen,” lovede far os.
Men det nåede hun ikke at blive, altså god

mindste ikke var en hest eller en hund, hvilket var det, vi plejede at plage om. Min søster var helt oppe at køre over det med hamsteren, og måske var det i virkeligheden håbet om den reaktion, der havde fået mor til at sige ja. For det var godt nok længe siden, vi havde set min søster give udtryk for den form for glæde, ja, nærmest lykke. Kortvarig som den var, men alligevel.
Hos dyrehandleren var der mange af lige netop den slags dyr, som man falder for med det samme. Men i dette tilfælde var det altså hamsteren, der havde valgt hende, fortalte hun. Den valgte hende ved at snuse til hendes fingre. Pongo hed den nu, og ikke bare hamster. Og min søster sagde han og ham om den, indtil mor vendte den om på ryggen og fastslog, at Pongo var en hun.
“Lige meget,” sagde min søster. “Og du må selvfølgelig godt holde den,” sagde hun til mig, “bare du spørger først.”
Selvom Pongo ikke er sådan et slags dyr, man behøver at gå tur med, er der andre ting, man skal holde øje med. Som mad og vand og det med at skifte bur for eksempel. Og det var sådan, vi opdagede, at Pongo ikke kunne fastholde min søsters opmærksomhed i ret lang tid ad gangen, for ret hurtigt begyndte der at lugte. Og selvom det så blev mor og far, der kom til at stå for den del, blev Pongo stadig boende inde hos hende. For hun kunne godt lide at vise den frem, når der

5. Pongo

Pongo var det, min søster ønskede sig allermest. I hvert fald den måned. Problemet med en hamster er bare, at den lever længere end en måned. Og hvorfor mor overhovedet gik med til det, fatter jeg ikke. Det må have været i et svagt øjeblik. Eller måske fordi en hamster i det mindste ikke var en hest eller en hund, hvilket var det, vi plejede at plage om. Min søster var helt oppe at køre over det med hamsteren, og måske var det i virkeligheden håbet om den reaktion, der havde fået mor til at sige ja. For det var godt nok længe siden, vi havde set min søster give udtryk for den form for glæde, ja, nærmest lykke. Kortvarig som den var, men alligevel.
Hos dyrehandleren var der mange af lige netop den slags dyr, som man falder for med det samme. Men i dette tilfælde var det altså hamsteren, der havde valgt hende, fortalte hun. Den valgte hende ved at snuse til hendes fingre. Pongo hed den nu, og ikke bare hamster. Og min søster sagde han og ham om den, indtil mor vendte den om på ryggen og fastslog, at Pongo var en hun.
“Lige meget,” sagde min søster. “Og du må selvfølgelig godt holde den,” sagde hun til mig, “bare du spørger først.”
Selvom Pongo ikke er sådan et slags dyr, man behøver at gå tur med, er der andre ting, man skal holde øje med. Som mad og vand og det med at skifte bur for eksempel. Og det var sådan, vi opdagede, at Pongo ikke kunne fastholde min søsters opmærksomhed i ret lang tid ad gangen, for ret hurtigt begyndte der at lugte. Og selvom det så blev mor og far, der kom til at stå for den del, blev Pongo stadig boende inde hos hende. For hun kunne godt lide at vise den frem, når der kom besøg. Det blev dog sværere og sværere at give folk lov til at holde hende, for Pongo ville ikke særlig gerne holdes, nu hvor det kun skete en sjælden gang imellem.