Sorte sø

Birthe og Svend Aage stod ved døren og tog imod, de gav hånd, og Thor sagde, – Det var pænt af jer at invitere os. Vi er kede af det på jeres vegne.
Birthe lod til at være den, der havde mest overskud. – Det manglede bare. Det var rart at se jer.
Svend Aage sagde ikke noget, men trykkede hans hånd fast i nogle sekunder, som om den store mand kun kunne kommunikere på den måde i dag.
De tog en kop kaffe og en tallerken med en mad og stillede sig ved et af vinduerne ud mod hovedgaden. Jette Lokk kom hen til dem sammen med en tynd pige.
Hun sagde, – Jeg fortalte lige Lea, at det er jer fra politiet.
Anita gav hånd til begge kvinderne. – Det er en trist dag for jer.
Jette Lokk sagde, – Ja, vi ved jo ikke rigtig, hvad der er sket.
Thor sagde, – I havde ikke så meget kontakt med Jens, kan jeg forstå.
– Nej, sagde hun. – Desværre. Ja, Lea og jeg bor i Aarhus. Vi vidste godt, at Jens var rejst fra Vorup, men vi vidste ikke, hvor han var.
– Og du hørte heller ikke fra ham? sagde Thor og så på Lea. Hun var en køn pige, men alt for tynd. Hun lignede ikke sin mor.

Han fortalte meget indlevet om, hvordan Vaughan Williams og hans kammerater som unge havde kæmpet i første verdenskrig, og hvordan Vaughan Williams var den eneste af seks kammerater, som var vendt tilbage fra krigen, og havde skrevet den femte symfoni til minde om sine døde venner.

tiden været mit indtryk, at han havde udskiftet sine soldaterrutiner med nogle andre. Jeg var nede hos