Velkommen Mustafa

1986.
Som noget nyt foreslog udvalget herefter, at „indvandrere og flygtninge, der kommer til Danmark, bør gennemgå et 18 måneders nøje planlagt integrationsprogram, hvor de lærer at tale dansk, og hvor de sættes ind i danske samfundsforhold og får en forståelse af, hvor der kan være konflikter mellem deres baggrund, kultur og ønsker og det danske samfund“. Herudover foreslog rapporten, at udlændinge, der ønskede at blive familiesammenført til Danmark, kun kunne få opholdstilladelse, hvis de gennemførte integrationsforløbet med succes „og har opnået et rimeligt niveau til enten at indtræde på arbejdsmarkedet eller som hjemmegående at kunne deltage i almene samfundsfunktioner, f.eks. deltage i forældremøder i børnehaven og i folkeskolen. For analfabeter og andre tunge elevers vedkommende kan 18 måneders perioden forlænges. (…) I løbet af integrationsperioden på de 18 måneder skulle indgå erhvervspraktik. (…) I de 18 måneder kræves et fremmøde på mindst 80 %, ellers må perioden forlænges, og i værste fald må opholdstilladelse nægtes“, foreslog udvalget, der ville gøre forløbet obligatorisk for udlændinge på offentlig forsørgelse.
Herudover ønskede udvalget at skærpe kravene til de mange udlændinge, der gik arbejdsløse: „I 1985 var 32,7 % af jugoslaviske, tyrkiske, pakistanske og marokkanske indvandrere ledige. Erfaringerne viser, at der er en meget ringe bevidsthed om egen situation, både arbejde og uddannelsestilbud afvises, hvis ikke der er en stor forskel her og nu. En meget stor gruppe har accepteret at gøre det danske nødsystem til et livssystem. (…) Analfabeter og indvandrere med ringe skolebaggrund, som kom til Danmark sidst i 1960’erne og i begyndelsen af 1970’erne, er stadig analfabeter og stadig kundskabsmæssigt dårligt udrustet, og de har aldrig haft ordentlige forudsætninger for at sætte sig ind i dansk kultur og samfundsmæssige forhold. (…) For arbejdsledige indvandrere, som ikke behersker det danske sprog tilstrækkeligt, eller som ikke har kendskab til det danske samfundssystem i bred forstand, skal retten til at modtage dagpenge gøres afhængig af, om indvandreren deltager i kursusaktiviteter.

1970-71 skønnedes at være 40.000 udenlandske arbejdere i landet. Det var en stigning på 15.000 på blot et år,92 heraf var 62 % af de nye kolleger beskæftiget inden for fremstillingsindustrien.93

Virksomhederne kunne dog samlet set glæde sig over, at antallet af fremmedarbejdere fortsatte med at vokse, så der ved årsskiftet

blev underbetalt, fik det sjældent konsekvenser for arbejdsgiveren, fordi fremmedarbejderne ikke var medlemmer af fagforeningen. En politimand forklarede, at arbejdstilladelsen krævede, at der ikke fandt underbetaling sted, men at politiet kun efterforskede sagen, hvis arbejdsgiveren også ønskede det. „Når de to organisationer er af forskellig mening, kan vi ikke gøre noget,“ forklarede politimanden, der erkendte, at underbetalingen derfor ville fortsætte

Et af de mest velformulerede bidrag til debatten var fra den nyvalgte Mogens Camre, der skrev et længere indlæg under overskriften „Hvad gør vi med de fremmede arbejdere?“

(…) Af økonomiske grunde bør vi derfor sige ’Velkommen Mustafa’,“ konkluderede direktøren, der dog også erkendte, at indvandringen kunne få voldsomme sociale konsekvenser for det danske samfund: „De kan blive frygtelige – for at sige det rent ud. 100.000 gæstearbejdere i ghettolignende byområder i København vil nødvendigvis medføre tyveri, voldtægt, mord og blodige sammenstød i et omfang, som tåler sammenligning med USA’s storbyer. Vi vil så blive nødt til at forbyde vore børn og unge at omgås med dem. Vi vil blive nødt til at lave særlove mod dem eller at smide dem ud af landet, som schweizerne gjorde, og betale hvad dét koster“, sluttede direktøren og forklarede, at målsætningen må være, at udlændingene assimilerer sig i Danmark. For at sikre dette måtte det ifølge direktøren undersøges, om hinduer for eksempel „giver færre vanskeligheder end muhamedanere“.40
Valdemar Birn, der havde et jernstøberi i Holstebro, forlangte også, at udlændingeloven skulle administreres mere lempeligt. Arbejdet i støberierne var støjende, beskidt og ofte dårligt betalt. Derfor var arbejdsgiverne i støberibranchen blandt dem, der var hårdest ramt af mangel på arbejdskraft. „Jeg vil ikke lægge skjul på, at ansættelse af udenlandsk arbejdskraft er den sidste udvej, vi skrider til for at klare produktionen“, forklarede Valdemar Birn. „Der er store vanskeligheder forbundet med beskæftigelsen af udlændinge, som i vort tilfælde er landarbejdere fra Tyrkiet,“ fortalte han i e

Siden beslutningen i efteråret 1967 har indvandringen til Danmark fra ikkevestlige lande været markant højere end udvandringen.

Fra dette tidspunkt skulle arbejdssøgende udlændinge kun afvises ved paskontrollen, hvis ikke de havde nok penge til at betale for deres eget ophold og en billet hjem. Alle andre fik lov til at rejse ind i landet og søge arbejde. Denne afgørende og historiske beslutning krævede ingen lovændring, men kunne klares ved en ny administration af udlændingeloven, hvori der ellers stod: „En udlænding må ikke uden særlig tilladelse tage arbejde, stilling eller beskæftigelse her i landet. (…) Udlændinge, der søger om arbejdstilladelse må godtgøre, at der er sikret dem arbejde.“33

Sideløbende med kursskiftet i LO besluttede den socialdemokratiske regering i efteråret 1967 at åbne grænsen for udenlandsk arbejdskraft. Fra dette tidspunkt skulle arbejdssøgende ud

I forbindelse med oliekrisen i starten af 1970’erne opstod der hurtigt diskussioner om, hvorvidt arbejdsgiverne ville foretrække at beholde den fremmede arbejdskraft frem for danskerne.