Gud taler ud

Og familien der boede der er vistnok i fængsel, og hele bagsiden af huset er fyldt med søm oppe ved det øverste træværk, fordi ham der ejede huset var så bange for tordenvejr at han hver gang det lynede kravlede op ad en stige og hamrede et søm i huset.

Sidder vi virkelig og håber det? Det kan man sgu da ikke, indvender den yngste. Han er jo ikke sig selv.

Han er arrig og halvdød på en rasende måde. Først ler han. Så råber han. Så græder han. Så stirrer han uudgrundeligt

utrøstelig. Hun mener bestemt han minder om sig selv i hans værste dage da han var ung

Gerd Lillian er som sagt såret. Hun vil jo gerne være hos ham. Men hun siger det ikke højt.

Lad ham være lidt i fred, siger den ældste til Gerd Lillian der tror det er hendes skyld som altid.

bivirkningerne kan være fornemmelsen af at svæve. Jeg har altid gerne villet se min grund oppefra, s

Ah, siger Gud da han kommer tilbage. Pisse kan man da heldigvis stadig

ikke. Jeg forstår ikke hvorfor de er så grimme, siger Gud. Jeg kunne forstå det hvis de havde noget militærfarve over sig. Men de ligner jo sådan nogle vogne, gamle damer bruger til at fragte dadler hjem fra brugsen

Og så er det bare for at den har luft til at vokse. Det er sgu da evnesvagt