8. At vide og at kunne
Man kan undre sig over, hvad der har skabt denne skelnen mellem teori og praksis. Har teori-praksis-problemet altid eksisteret, eller er det muligt at se, hvor det har sin historiske oprindelse? Nogle af svarene får vi ved at se på begrebet viden, som knytter sig til forestillingen om teori, og begrebet kunnen, som knytter sig til forestillingen om praksis. Skellet mellem at vide og at kunne er i høj grad betinget af kulturelle forhold. Tone Saugstad beskriver, hvordan vi tidligere har befundet os i en talesprogskultur, hvor viden blev overleveret gennem kropslige handlinger som mesterlære eller gennem mundtlige fortællinger og overleveringer (Saugstad, 2007). Det betød, at der var et stort sammenfald mellem viden og kunnen. I talesprogskulturen har der været fokus på, at færdigheder og kunnen var udtryk for kompetencer – som oftest handlekompetencer. Hvis jeg i en talesprogskultur skulle blive en dygtig kok, var det nødvendigt, at jeg stod ved siden af min mor eller min læremester for at se, hvad der blev ment med at komme ”et skvæt mælk i” og for selv at mærke, hvornår dejen var tilpas smidig. De bedste madopskrifter blev ikke nedskrevet, men overleveret som en praksis fra generation til generation.
Vores kultur i dag er i høj grad en skriftsprogskultur, hvor en stor del af vores kommunikation foregår gennem det skrevne ord. Vi læser og skriver mere og mere, og i stigende grad gør vi det gennem elektroniske medier. En skriftsprogskultur er karakteriseret ved, at vi sættes i stand til at læse, skrive og tale om noget, der ikke vedrører vores erfaringsverden. Det betyder, at den viden, vi besidder, er generaliseret, den vedrører os ikke personligt. Det er nemt og hurtigt at komme i besiddelse af viden med en google-søgning på telefonen, og viden produceres med en hastighed, der gør, at den hele tiden revideres. Viden er blevet flygtig og midlertidig i et moderne informationssamfund. I skriftsprogskulturen har vi fokus på, at færdigheder udtrykkes som viden og kvalifikationer, ofte formelle, dokumenterbare kvalifikationer som f.eks. eksamensbeviser og skriftlige udtalelser. I eksemplet med madlavningen er første skridt mod en skriftsprogskultur, at yndlingsopskrifterne ikke overleveres mundtligt eller gennem handling, men i stedet nedskrives. Hvis jeg i dag vil være
PRAKTIKKEN