Sjælehenteren

husker følelsen af det rene hvide stof mellem fingrene og smilet på mine læber, da jeg gør mig klar derhjemme. Jeg kan næsten dufte lipglossen med kirsebærsmag. Den, som både mig og … Hendes navn er uden for rækkevidde, men jeg ved, at vi er bedste veninder. Vi ligner hinanden så meget, at fremmede tror, vi er tvillinger. Hendes forældre ejer en fed taglejlighed med et kæmpe atelier mod syd. Hendes mor er kunstner, og når hun endelig er hjemme, vimser hun rundt i malerplettede herreskjorter og med opsat, rodet hår. Den seneste tid har der været meget rød maling på hendes hud. Hun er inde i sin varme periode, som hun kalder den. Pigen og jeg har den samme lipgloss. Vi har meget af det samme. Vi er sjæleveninder. Sammen for evigt.
“En fest,” siger jeg – uden at vide hvorfor, men jeg ved, det passer. Ligesom alt det andet.
Han nikker igen.
“Vi skulle køre sammen med …” Jeg standser, kan ikke huske deres navne. Men jeg ved, at noget kom i vejen for den aftale. Noget ændrede sig.
“Men jeg kørte i stedet. Jeg hentede hende derhjemme. Vi skulle nordpå. Langt.”
Endnu et nik.
“Min bil brød sammen. Vi holdt ind til siden. Vi var ved at ringe efter hjælp. Han tilbød at hjælpe os. At kigge på min motor.” Ordene snubler næsten ud af mig nu, men noget får mig til at kigge ned ad mig selv.
“Mine stiletter. De mangler.”
“Kan du huske, hvad der skete med dem?”
“Jeg tabte dem. De faldt af. De … de ligger i græsset.” Det føles lidt som et spil Tetris, hvor man har kæmpet for at få figurerne til at passe sammen, og pludselig falder det i hak. Et virvar af farver og former, der kobler sig sammen, udfylder huller og fylder den ene linje efter den anden.
“Skoven. De faldt af og røg ned i skovbunden.” Jeg stirrer på ham. Så mange ting hvirvler stadig i min tågede hjerne, nægter at hægte sig helt fast, men alligevel føles det, som om jeg er ved at komme i mål. Den desorienterede følelse svinder langsomt ind og overtages af en anden følelse, jeg

mig. Vurderer mig måske.
“Okay, min pige. Lad os tage det vigtigste først. Har du nogen erindring om, hvem du er?”
Mine erindringer er rodede og upræcise. Som om man har forsøgt at stoppe alt sit skrammel ind i et skab og godt ved, det er der, men ikke kan se det. Selvfølgelig ved jeg, hvem jeg er. Jeg er mig. Problemet er bare, at jeg ikke kan huske, hvem mig er. Raven. Det kaldte han mig. Det er mit navn. Jeg ved, at min kjole er købt i en designerforretning på Manhattan, og at mine forældre er velhavende. Jeg ved også, at jeg er fyldt 16, for kagen til min sweet sixteen i marts var i fire lag og krystalhvid med sølvkugler. Mine forældre havde overdækket hele haven omkring vores sommerresidens med hvide teltduge, og der hang sølv glittertråde i enhver åbning. Temaet var vinter, og alt var holdt i hvidt og sølv. Min fødselsdagsgave fra mine forældre var en hvid Audi, som mine veninder er vildt misundelige på. Jeg ved også, at vi resten af året bor i en penthouselejlighed ikke langt fra den privatskole, jeg er indskrevet på, hvor uniformerne er hvide og røde. De skal symbolisere sammenhold og ligeværdighed, men alle ved, at det er fis i en hornlygte. Selv den kedelige røde nederdel, den hvide skjorte og det røde slips kan vi sætte vores præg på. Og ingen er i tvivl om, hvem af os der gør det godt, og hvem der … ikke gør det.
“Det skal nok komme, bare rolig. Det kan godt være en traumatisk oplevelse for hjernen at ende her, men du er en kvik pige. Det burde tage dig kort tid at få hukommelsen tilbage.” Hans stemme er ru, men rolig. Ordene er venlige, men der strømmer ingen varme ud af dem. Heller ikke det modsatte. Hans stemmeføring, hans væsen, virker … neutral. Upartisk, ville min samfundsfagslærer sige. Som Schweiz.
“Jeg ved godt, hvem jeg er,” svarer jeg. Jeg forsøger at virke balanceret. Moden.
Han nikker, betragter mig atter uden et ord.
“Tror jeg,” tilføjer jeg. Han er svær at lyve for.
Han nikker igen.
“Hvad er det sidste, du kan huske?”
Jeg tænker mig om, betragter min kjole. Jeg

Da røgen letter, tager den mørket med sig, og verden bliver atter synlig gennem et tyndt månelys. Det kolde lys giver ikke megen sigtbarhed, men det er trods alt bedre, end det totale mørke jeg befandt mig i for kort tid siden. Jeg blinker og mærker min mascara rive sig fri i små klumper, der farver fingrene sorte, da jeg vil børste dem væk. Jeg gnider øjnene og mærker røgen, der stadig irriterer. Lune dråber tværer sikkert mere sminke ud, da jeg tørrer de sidste tårer væk. Jeg må ligne en fashionabel panda.
Okay, stryg fashionabel, tænker jeg, da jeg kigger ned ad mig selv og kan se, at min hidtil så smukke designerkreation er i besiddelse af lange flænger. Brede stofstrimler med afrevne kanter klæber nu til mine ben, og det før så hvide stof er tilsmudset og uigenkaldeligt ødelagt. Dråber af blod siver fra et åbent sår på mit ene knæ, og på mine underarme løber rifter og hudafskrabninger, der bryder min ellers blege hud og gør den rødmosset.
Jeg kigger mig omkring. Lidt herfra står en ældre mand let foroverbøjet og med begge håndflader lagt kærligt om toppen af en stok. Han ser gammel ud, men ikke så gammel. Ligesom ens mormor. Man ved godt, at hun er gammel, og at hendes dage går med at fodre duer i Central Park. Men man ved også, at hun vil leve mange år endnu og fortsætte med at råbe efter det unge cykelbud, der kører på fortovet. Gammel og vis, men ikke døende.
Han lægger hovedet lidt på skrå, betragter