„Nej, kære,” sagde hun, „du maa lægge dig ned.”
Han knælede: „Det er osse skrækkelig upraktisk,” sagde han, „med de Spænder.”
Han tog Foden mellem sine Hænder og han holdt et Øjeblik om Ankelen. Den var varm bag en sort Silkestrømpe.
Og et Øjeblik, mens han endnu beholdt Foden mellem sine Hænder, saá de paa hinanden.
„Saa –”
Han rejste sig ikke straks op.
„Man bliver stiv i Knæene, …” sagde han. Han gik hen og satte sig.
Hun bladede i Noderne, saá lidt paa Mozart paa Væggen og nynnede.
Saa slog hun an, og mens hun holdt Ansigtet i Skygge, sang hun:
Roselille og hendes Moder, de sad over Bord,
De talte saa mangt et Skæmtens Ord.
Ha, ha, ha, saa, saa, saa,
De talte saa mangt et Skæmtens Ord.
„Før hvert Træ skal i Haven bære Blomster af Guld,
Før jeg skal vorde nogen Ungersvend huld.”
Hr. Peder stod før Solen op og aksled sit Skind,
Saa tren han siden for Roselil ind.
Og der de kom ned udi Urtegaardens Læ,
Saa hang der en Guldring paa hvert et Træ.
Ha, ha, ha, saa, saa, saa,
Saa hang der en Guldring paa hvert et Træ.
Han bevægede sin Gyngestol lidt under Sangen.
Men da hun var færdig, og hun havde ladet Efterspillet dø hen, mens hun blev ved at vende Ryggen til, sagde han:
„Hvorfor sang du iforgaars den for Henning Ibsen?”
Der fløj i Skyggen en Bleghed over hendes Ansigt. Og lidt efter sagde hun og tog en Akkord i Diskanten:
„Ja–saa – har han sagt dig det …”
Hun rejste sig, og med Blikket paa ham sagde hun:
„Fordi det morede mig.”
Hun gik hen for at sætte sig.
„Naa – saa han skal altsaa være min Eftermand.”
Hun svarede ikke, saa op i Lampen og gyngede det ene Ben over det andet.
„Du generer dig ikke,” sagde han.
Hun saá paa ham igen.