bookmate game
da
Books
Tove Ditlevsen

Samlede noveller

Samlede noveller indeholder Tove Ditlevsens fire novellesamlinger Den fulde frihed (1946), Dommeren (1948), Paraplyen (1952) og Den onde lykke (1963), nu samlet i ét bind.
398 бумажных страниц
Дата публикации оригинала
2015
Год выхода издания
2015
Издательство
Gyldendal

Другие версии книги

Уже прочитали? Что скажете?
👍👎

Впечатления

  • Cæcilie Skjødt Dahlmannделится впечатлением7 лет назад
    🎯Worthwhile

Цитаты

  • Lærke Krog Jensenцитирует7 лет назад
    DOMMEREN

    Film
    Direktør A. C. Blomberg var en glat, blød og rund mand, uhyre velklædt og velsoigneret, i sin allerbedste alder og på sin karrieres højdepunkt.
    Han handlede med film; en yderst enkel og indbringende beskæftigelse, der foregik på den måde, at han købte udenlandske film, der havde haft fiasko i hjemlandet og derfor var billige, forsynede dem med pikante titler og beklippede dem med fin sans for at fremhæve det væsentlige, dvs. det erotiske og det rørende, og lade alt andet ude af betragtning. Denne sans havde han erhvervet sig, da han var chokoladedreng i en nørrebrobiograf i stumfilmens barndom. Filmene henvendte sig til et specielt, slet ikke så lille, publikum, fik altid dårlige anmeldelser og gav altid gode og sikre penge.
    I øvrigt var direktør Blomberg ingenlunde nogen smart spekulant i den dårlige smag. Han syntes virkelig om sine film, og tårerne der faldt fra hans små lyseblå øjne, når han fik dem forevist, var ægte og kom fra hjertet. „Direktøren er så blød af sig,“ sagde hans personale, der drog rigelig fordel af denne blødhed. Han var svag overfor sine undergivne, gav dem gerne lønforhøjelse, når de bad ham om det, og fandt stadig på nye små forbedringer i lokale- og spiseforhold. Man nævnede det altid, hvis man fandt ham mindre fin i andre henseender; det er nu lige meget, sagde man, han er god mod sine folk, han har ikke glemt, at han selv har arbejdet sig op nedefra.
    „Blomberg Film“s kontorer var store og lyse, med blomstrede gardiner og masser af grønne planter, hvis vækst direktøren, ligesom kontordamerne der passede dem, fulgte med stor interesse. Hans privatkontor var også stort og lyst, men på ingen måde fornemmere udstyret end de andre. På det brede, moderne skrivebord med runde hjørner og indbygget bogreol stod et enormt, farvelagt fotografi af hans kone, en meget blond og velfriseret skønhed i trediverne, med et koket blik under tynde, højt hvælvede øjenbryn. Det dannebrogsfarvede smil var ligesom stivnet i rørt henrykkelse ved synet af A. C. Blombergs fine, nye, drejelige kontorstol.
    Det eneste der, foruden dette billede, adskilte direktørens kontor fra de øvrige, var en smal og lidet iøjnefaldende divan, der stod halvt i skjul bag det brandsikre og dirkefri pengeskab. Det hændte nemlig, at direktøren havde så travlt, at han ikke nåede det sidste tog, men måtte tilbringe natten på kontoret. Men hvis en eller anden forretningsforbindelse, der havde tømt adskillige glas whisky i privaten før han var til at blive enig med, nikkede hen mod dette beskedne møbel med et indviet og forstående blik: dejlig divan, De har dér? smilede direktør Blomberg indforstået og ingenlunde fornærmet igen og trak på skulderen med en mine som en mand af den store verden, der ved hvad der hører sig til, men er for diskret til at fortabe sig i detaljer.
    Måske fulgte denne forretningsforbindelse sin tankegang og spurgte nysgerrigt og beklagende, hvorfor han ikke havde nogle søde piger på kontoret, det var sgu da så trist med sådan en række visne tingester! Så gjorde direktøren lidt ilde berørt en afværgende bevægelse med sin fede hånd og sagde sagte, skønt ingen udenfor kunne høre det, selv om han råbte:
    – Den slags skal man holde udenfor, det er rart at ha et solidt personale.
    Men han havde engang haft unge piger på kontoret. Hans kone var den sidste. Hun havde været en af de virkelig ufatteligt dejlige og uopnåelige kvinder, af dem han havde set tusinder af på film; som chokoladedreng, som billetkontrollør, som regissør og direktør. Hun havde helt taget vejret fra ham, han havde aldrig før været så nær ved noget så fuldkomment. Hun var nøjagtig et halvt hoved mindre end han (det så bedst ud, når man gik på gaden), skikkelsen var slank og smidig, benene hævet over al kritik, og ikke ét hår forvildede sig nogensinde udenfor de højt opsatte krøller. Han ønskede at gifte sig med hende, så snart han så hende første gang, og han arbejdede hen imod det mål, med sin position og sine penge som indsats, og ingenlunde sikker på resultatet. Han drømte ikke just om at eje hende, om at tage hende i sine arme og kysse hende og bringe uorden i de blanke krøller. Det han begærede var blot at følges med hende ned ad Strøget, vise sig med hende i teatret og på restaurationer, bestemme hendes påklædning (tailor-made, nertzcollier, udringede sko, fantastisk tynde og dyre strømper, små fjerprydede pilleæskehatte), få besøg af hende på kontoret, duftende, smilende, dejlig: er min mand derinde?
    Erotisk var hun egentlig ikke hans smag. Den gik i en ganske anden retning. Han skammede sig lidt over den. Hans svaghed og lidenskab var overdådigt fede kvinder. Når han om aftenen havde sagt godnat til sin magre, indcremede og papilottede kone, sank han ned i et orgie af svulmende bryster og fede lår og sov ind med et blidt, saligt og uendelig fredfyldt udtryk, som et barn med sin narresut.
    Ikke at han var skuffet over sin kone. Hun var aldrig et øjeblik ophørt med at gøre de ting, han ventede af hende; hun var en „strålende værtinde“ for hans gæster, en flot pige at gå ud med, og hun viste sig regelmæssigt et par gange om ugen for hans personale. Til gengæld var hun en hel orkan af simpelhed, dumhed, dovenskab og snuhed, når de var på tomandshånd. Hun var et uudtømmeligt kar at hælde penge i, tilbragte det meste af dagen på skønhedssaloner og hos damefrisører og rendte ustandselig til læge med sit hoved, sin hals, sine nerver og sit underliv, som hun af en eller anden grund ofrede særlig omhu på og bestandig følte sig generet af. Hun talte altid om penge, så snart hun så hjørnet af ham; af vane, af princip, af kedsomhed, og fuldkommen uden hensyn til, hvor mange han gav hende.
    – Fede idiot, råbte hun, modbydelige gamle opkomling, se så at komme frem med tegnebogen, eller ved Gud i himlen, jeg kommer rendende ind på dit forbandede kontor i morgen med en gammel sæk over hovedet.
    Og slet ikke uvenligt mumlede han: Værsgo’, din infame luder, mens han smed en stabel sedler hen til hende, som han ikke engang gad tælle. – Det var i sin orden sådan, og ingen af dem tænkte over eller huskede længere, om det nogensinde havde været anderledes.
    Og nynnende sprang han ned ad trapperne – nynnende, fordi det nu engang var hans form, fordi fede, glade, gode direktører på filmlærredet altid nynnede, når de løb ned ad en trappe. Og det var sådan en mand, han var og ønskede at være i verdens, i personalets øjne.
    Hans valgsprog (og dem havde han mange af) var: smil og verden (personalet) smiler til dig.
    Sine inderste motiver til tingene, sin inderste grund eller ikke grund til at nynne, kendte han ikke, eller han forvanskede den, eller den gennemgik muligvis en ham uafvidende proces på sin vej fra hjernen til læberne.
    Og når han sagde til folk, der undrede sig over at han ingen unge piger havde på sit kontor, at unge piger altid kunne få arbejde, samt at han ikke afskedigede et menneske, fordi det var blevet gammelt, var det simpelthen grunden, og hans øjne fik et åbent, ansvarsbevidst og lidt forbavset udtryk ved at konstatere denne hans store indsats for det arbejdende folk, af hvilket han var rundet.
    Han havde aldrig rigtig gjort sig klart, eller været interesseret i at gøre sig klart, hvorfor det var ubehageligt at have unge piger på kontoret. Når man altså ikke ligefrem har i sinde at gifte sig med dem. Det var bare – simpelthen – ubehageligt. Det gjorde ham gnaven og usikker og fik et eller andet til at skride i ham, noget der absolut ikke måtte skride eller røre det mindste på sig.
    Det var svært at være rar direktør for dem. Deres øjne var så klare og saglige, de var dygtige, de kom og gik præcist, og der var intet bestemt at sætte fingeren på. Men alle forandringer og forbedringer tog de som en selvfølge, og potteplanter og blomstrede gardiner havde de absolut ingen interesse for. De var i det hele taget ikke værd at gøre noget for. Man kunne ikke være „én stor familie“ med dem, ikke snakke jovialt med dem og klappe dem på skulderen uden at blive misforstået. Så var der også noget andet, som det var helt utænkeligt at nævne, endsige gøre sig klart i tankerne. Et hastigt billede bare, noget med unge piger på filmen, der veksler blikke og smiler bag den tykke chefs ryg. Og hans drøm var et personale der var ham hengivent, så op til ham, og som han kunne være god imod. Han ville være populær. Han vidste ikke, hvad i al verden han skulle stille op, hvis han ikke var populær!
    Direktør A. C. Blomberg var meget lidt hjemme. Hans hjem var stort og pralende, fyldt med moderne, skinnende lyse fabriksmøbler, spisestue i renaissance, dyre tæpper, ens indbundne bestsellers og trommesalsmalerier. I disse stuer regerede hans kone som en uhyggens og hjemløshedens dæmon, i en plettet morgenkjole, grå i huden, med snavsede, lakerede negle, over ustandseligt skiftende piger, koner og vinduespudsere, til hun hen på eftermiddagen satte sig foran toiletbordet og gjorde sit ansigt i stand, med et alvorligt, næsten troskyldigt udtryk i de klare dukkeøjne.
    Direktøren fandt det i sin orden sådan og på en vis måde hjemligt. Når hans stuer blev vist frem, når alle lys var tændt, og hans kone friskpudret, smilende og dejligt klædt på, kunne disse stuer sige sparto til selv den flotteste filmhollywoodpragt. Noget hjem i egentlig forstand, hvor man slappede af og dyrkede sin hobby, hvis man havde en, og snakkede fortroligt med et menneske, der stod en nær, havde han aldrig kendt, aldrig drømt om, aldrig ønsket. Han havde to stærke drifter i sit liv: penge og fede kvinder. Mellem disse to poler bevægede han sig bestandig. De var uafhængige af hinanden, idet han ikke just ønskede at tjene penge for at tilfredsstille sin trang til fede kvinder og heller ikke ønskede at udnytte denne trang økonomisk. Og dog hang de muligvis sammen alligevel på mystisk vis, ifølge et instinkt for at nyde groft og rigeligt, når det dog kostede det samme.
    I en lille lejlighed, ikke langt fra kontoret, havde han installeret en kvinde, der i fuldt mål tilfredsstillede selv hans vildeste forestillinger om fedme; et godmodigt, sanseligt, dovent væsen, som han ikke for guld ville vise sig med før efter mørkets frembrud, men som ikke desto mindre var alt det åndehul, al den nydelse han tillod sig, der ikke tog sigte på publikum og ikke var egnet til fremvisning på et filmlærred. Ja, det hændte endda, at han i sin fuldkomne foragt for og ligegladhed med dette væsen, sagde besynderlige ting til hende, med ansigtet gemt mellem de enorme bryster, kærtegnende hende blidt, som en lille dreng der med en finger tegner figurer på en dugget rude.
    En aften hvor han havde skændtes så groft med sin platinblonde frue, at man nedefra havde banket i loftet – efter en dag hvor hans ældste og mest hengivne kontordame havde undladt at smile til ham, da han sagde farvel – en sur regnvejrsaften, hvor han kom lige fra et møde med en snusket sagfører, som han havde efterladt sin selvangivelsesblanket og sine regnskabsbøger samt løfte om et eventyrligt honorar, hvis han også denne gang kunne ordne det for ham – lå han mæt og varm som en baby ved siden af sin elskerinde og følte en besynderlig, aldrig før kendt træthed, der var uden trang til søvn. Halvmørket lå blødt og gennemsigtigt over stuen. Kvinden åndede sagte og regelmæssigt, det store bornholmerur knagede tungt i værket. Alle lyde kom så nær og syntes mærkeligt kendte og fortrolige. Hans tørst var stillet, og dog følte han ingen lyst til at gå.
    Og i denne sene time, mens det store, sunde, sødmælksduftende væsen ved hans side sov trygt og gudhengivent, fyldte atmosfæren i dette værelses fredelige halvmørke pludselig hans sind med noget ubeskrivelig blødt og bevægende og nyt, som han døsigt og uden at værge sig imod lod strømme ind over sig. Og da der aldrig før i hans liv havde været andet end film der kunne bevæge ham, smagte han nysgerrig og lidt foruroliget på denne nye følelse og fandt den på samme tid sød og bitter. Han vidste ikke, hvad det var der skete med ham. Hans ordforråd omfattede det ikke, og hans tanker var stivnede i deres leje og formåede ikke at løfte sig ud over det.
    Han skubbede forsigtigt til kvinden i en uartikuleret trang til at dele denne nye følelse med en anden. Og da hun ikke reagerede, løftede dette menneske, der aldrig uden drift havde nærmet sig nogen kvinde, tøvende og kejtet hånden og tog med en uvant, øm bevægelse om pigens nakke og trykkede hendes ansigt ind mod sit. Og da hun halvt i søvne puttede sig ind til ham, mærkede han pludselig og med en følelse af angst sit hjerte slå højt og heftigt, hinsides alt begær og al beregning. Blodet gik ham i tykke stød til hovedet. Noget steg og steg i ham, omtrent som når han så noget sørgeligt i biografen, til gråden ubehersket og befriende sprang ham af struben i dybe, ynkelige brøl.
    Forskrækket sprang kvinden op, og da han ingenting sagde, men bare trykkede sit skælvende babylegeme tættere ind til hende, gav hun sig til at klappe hans glatte, våde kinder, venligt og uforstående, som en hund der putter snuden ind i hånden på sin bedrøvede herre.
    Om morgenen stod han bleg og rødøjet, fuldt påklædt, ved fodenden af sengen (han var aldrig før blevet der en hel nat) og mærkede et vanvittigt raseri stige op i sig ved synet af denne laskede, uappetitlige, svagt snorkende kvinde. Hans øjne blev små og onde. Han havde lyst til at slå hende, til hun jamrende lå for fødderne af ham. Han følte trang til at ydmyge hende, som intet menneske før var blevet ydmyget af nogen.
    – Hvis hun vågner nu, blir jeg nødt til at slå hende ihjel, tænkte han, og med febrilske, forbitrede bevægelser tog han sin overfrakke på og løb ud ad døren uden at efterlade sig en eneste øre, skønt huslejen skulle betales i morgen, og skønt han i nattens vanvid havde lovet hende både det ene og det andet. Han vidste han aldrig ville sætte sine ben dér mere.
    På vej til kontoret kom han i tanker om andre chefer fra filmen; frygtede, korrekte, ordknappe – dem han altid havde elsket at efterligne, da han var ganske ung og drømte om at få eget kontor med stenografdame og telefon. Ja, sådan skulle det være, sådan havde det egentlig altid skullet være, og sådan havde han tænkt sig det, da han fyldte sine kontorer med flotte unge piger og skinnende nye maskiner. Det var så ligetil: orden, fasthed, disciplin!
    Den slags mennesker tålte simpelthen ikke, at man behandlede dem godt. Uvilkårligt rankede han ryggen og tog fastere skridt, mens en truende rynke undrende dannede sig mellem brynene i det glatte, runde ansigt. Den lignede en blyantsstreg eller et ar, der bare ganske tilfældigt havde anbragt sig, dér hvor bistre folk får rynker.
    Hans vrede steg, mens han – uden at nynne – vandrede op ad trapperne til sit kontor. Han var igen kommet i tanker om denne lede gamle heks, der i går havde set så ubeskrivelig sur ud, da han sagde farvel. Ja, minsandten om ikke denne forbandede blødsødenhed skulle have en ende. Hvis ikke han tog et tag i sig selv og sadlede helt om, ville hans godhjertethed og letbevægelige sind kunne føre ham ud i de skrækkeligste situationer. Det havde jo vist sig. En gentagelse overlevede han simpelthen ikke.
    Hårdt slog han døren op og fandt (naturligvis), skønt klokken var et kvarter over ni, de tre af stolene i forkontoret tomme, mens den fjerde dame (der var den yngste og ca. 35) sad foran sin tildækkede maskine med korslagte ben og malede læber foran et lille lommespejl.
    Hun nikkede venligt: goddag, hr. direktør, og fortsatte uanfægtet sin beskæftigelse.
    Han gav et par underlige gisp fra sig og mistede et øjeblik aldeles vejret (hans kone sagde tit forhåbningsfuldt: du har for højt blodtryk min ven, det ender med du får et hjerteslag en dag). Så tog han nogle mærkelige dansetrin hen imod den stakkels intetanende frk. Mortensen og eksploderede så med et knald, så den arme pige forfærdet rejste sig og trak sig baglæns tilbage fra ham, med dødsangst i blikket, sikker på, at han var blevet vanvittig. Læbestiften havde hun i forskrækkelse tværet helt op til næsen.
    – Hvad fanden er meningen, skreg han, hvad i helvede tror De, De får Deres penge for? Det er mit kontor dether, tag ikke fejl af det, og her skal arbejdes mellem ni og fire. ARBEJDES og ikke males læber. De er her kraft stejleme ikke for at tage Dem ud, så havde De nemlig aldrig fået Deres store flade fødder indenfor døren (her så frk. Mortensen virkelig krænket ud: vanvittig eller ikke, der måtte dog være en grænse).
    Med ansigtet helt ind mod hendes, hvæsede han: jeg kan smide jer allesammen ud, hvad øjeblik det skal være. Af min nåde og barmhjertighed afhænger jeres skæbne.
    Han trak vejret hurtigt og pibende og måtte holde inde lidt. De tre fraværende damer dukkede en efter en op fra de bageste regioner (deriblandt den gamle fra i går) og stirrede på ham med et udtryk af målløs forbavselse, iblandet noget andet, noget der lignede medlidenhed og som pludselig fik ham til at se det infame lille værelse for sig igen og fik hans vrede til at løbe ud over alle grænser, mens han råbte ind i disse forbavsede, utydelige ansigter alle de grovheder han ellers forbeholdt sin kone, de eneste ord og vendinger der var ham naturlige, når han blev rasende, men som han ganske vist aldrig havde hørt på film. Han endte i en gispende, stakåndet hvæsen: Men nu skulle de få noget andet at føle, ingen pjank i kontortiden mere, fast frokosttime, ingen umotiverede fridage, ingen kaffeslabberas.
    Og pludseligt, som når et spædbarns gråd standser, holdt han inde, stod et øjeblik stiv og lidt svajende og betragtede dem, hvorpå han drejede om på hælen og gik ind på sit kontor, smækkende døren hårdt efter sig.
    Tungt pustende satte han sig og trak ved en pludselig indskydelse en skuffe ud i skrivebordet, halede et hult barberspejl frem og så længe og grundende ind i det. Han gjorde sin nye rynke dybere og trak mundvigene længere ned, men kom alligevel ikke til at ligne filmens frygtede, ordknappe og strenge chefer. Ærgerlig smed han spejlet ned i skuffen igen.
    Det går ikke med et personale, der er vant til slendrian, tænkte han, de kan jo ikke pludselig få et andet syn på mig. Jeg må have unge piger igen og begynde helt forfra med dem: orden, fasthed, disciplin.
    Han rømmede sig beslutsomt og rakte ud efter dagens post, brækkede et brev op og lyttede uroligt ud mod forkontoret. Man hørte ikke en lyd. Jeg skal minsandten vise dem, tænkte han mat, og vidste ikke rigtig længere, hvad det var han skulle vise dem.
    Han havde ikke lyst til at bestille noget. Egentlig kunne han lige så godt gå hjem. Han lyttede igen ud mod damerne og syntes han opfangede en svag hvisken. Lagde de råd op? Måske gik de af sig selv, så han slap for at sige dem op? Tanken var ham ikke ukær. Så kunne han begynde forfra, lægge roret helt om.
    Han kom i tanker om, at han måtte have ringet til Stockholm om de film han var oppe at se på. Der var i det hele taget en hel del der skulle ordnes og gives besked på. Nervøst trommede han med fingrene i bordet, rykkede lidt på stolen og blev endelig klar over, at han ikke på nogen måde kunne overvinde sig til at gå ud i kontoret igen.
    Det kom også af denne forbandede blødhed. Han havde simpelthen ondt af dem, fordi han havde skældt dem ud. Han kunne ikke vænne sig af med at betragte dem som sine ligestillede. Men jeg er dog deres chef, tænkte han, enhver kan forløbe sig. Hvad skal man nu? Give dem en undskyldning? Lade dem gå? Lade som ingenting? De forbandede gamle harper – han kunne med koldt blod dreje halsen om på dem allesammen!
    Der gik en halv times tid hvor han sad og spekulerede over, hvad han skulle gøre eller ikke gøre, alt imens han havde en stedse stigende fornemmelse af, at der foregik store og skæbnesvangre ting ude hos damerne. Han ville give ikke så lidt for at kunne slette hele det sidste døgn af sin bevidsthed.
    Midt under hans overvejelser bankede det på døren. Han for sammen og gav sig til at fumle med nogle papirer.
    – Kom ind, råbte han.
    Og ind trådte den gamle, der i går havde undladt at besvare hans farvelsmil. Hun strålede skalkagtigt over hele sit forsømte ansigt. I armene holdt hun en kolossal, kaktusagtig plante, hvis yderste blade slæbte efter hende henad gulvet.
    Han stirrede på hende ude af stand til at tale, mens en svagt dulmende fornemmelse kom over ham, som når man drømmer slemt, men ved det er en drøm.
    Den gamle rømmede sig betydningsfuldt, mens to runde, røde pletter sprang frem på hendes kinder, som efter lussinger langet af en usynlig hånd.
    – Direktøren må undskylde, begyndte hun, men vi var klar over, at direktøren – før altså – at der måtte være noget der var gået direktøren imod, private sorger måske – jeg mener, direktøren var ikke sig selv mægtig – direktøren er jo ellers altid så elskværdig – eller måske var De overanstrengt eller sådan noget.
    Uopfordret trådte hun nærmere, med den skrækindjagende plante som et skjold foran sig. Bag hende sås i den åbne dør tre tynde, fremstrakte tilgivende fuglehalse.
    A. C. Blomberg gloede på hende med en mine som en hypnotiseret slange.
    Nervøs og forvirret (hun havde ikke tænkt sig talen skulle blive så lang og ubesvaret), fortsatte hun rivende hurtigt:
    – Og så var det altså vi snakkede om, at vi ville gøre direktøren en glæde for at vise, at vi ikke bar nag. Og så kom frk. Mortensen i tanker om, at direktøren engang sådan havde beundret den kaktusplante, der gik ud forrige år, og – og – her er altså en aflægger af den, som frk. Mortensen tog med hjem for otte år siden. Vi lod Olsen hente den.
    Med et bums så jord og knolde fløj ud over hele kontoret, plantede hun urtepotten foran ham og skred sidelæns og forvirret over hans tavshed ud igen som en ånd fra det hinsides.
    Med et tomt blik stirrede direktøren på det grønne, stikkende uhyre, længe og uden at røre sig, som om der foregik en eller anden proces inde i ham, som måtte have sin tid til at fuldbyrdes. Langt om længe rakte han, uden at løsrive sit blik fra planten, igen ned i skuffen efter barberspejlet og holdt det op foran sit ansigt.
    Langsomt glattede han sin nye rynke ud med to fede fingre, rystede sig lidt som en våd hund, rettede på kravetøjet, rømmede sig, glattede det sparsomme, pomadiserede hår og gik med faste, resolutte skridt hen og åbnede døren ud til de tilgivende damer. Hans ansigt var som gennemlyst af godhed og velvilje:
    – Tak mine damer, sagde han med fed, kærlig røst, det var det bedste De overhovedet kunne have fundet på! Vi kan alle blive hidsige, ikke sandt, og jeg er ikke bange for at indrømme, at jeg har båret mig forkert ad.
    Og som en rar julemand hoppede han op på den gamles lille bord, der gav sig klagende under hans vægt, og rev med et rask tag papiret ud af hendes maskine.
    – Og nu sender vi bud efter alle de kager vi kan proppe i os. Og så skal her ikke arbejdes mere i dag!
    Smilende afværgede han taksigelserne, der som en mild offerrøg bølgede imod ham fra det efterhånden lidt matte personale. Kun frk. Mortensen så endnu lidt stram ud. Ingen vidste hvad det havde kostet hende ikke at tage sit gode tøj og gå, men stor er den der overvinder sig selv –
    Værdigt lukkede direktøren døren efter sig og satte sig til at vente på kagerne i sin fine, drejelige stol. Han så, at kaktussen havde væltet billedet af hans kone og tog det forsigtigt mellem hænderne og gav sig til at tørre det omhyggeligt fri for pottejord og støv.
    – Satans flot pige, tænkte han glad, Gud ved om hun ikke kommer herop i dag?
    Guldregn
    Inden hendes mand gik om morgenen, sagde han til hende: – Du skal passe på, Jens Erik ikke spiser guldregn, de er meget giftige, og han kan godt nå de nederste.
    Hun lo: – Han kan også falde over sine egne ben og brække dem, sagde hun, børn der blir passet så voldsomt på kommer altid galt afsted.
    – Jamen det er alvor, sagde han irriteret, det er virkelig farligt. Farvel du.
    Han kyssede hende på kinden, men glemte at kysse den lille pige, der lå ved hendes bryst og sendte et dovent og drukkent blik op imod ham. Gennem glasdøren så hun ham løfte drengen op og kysse ham og pege på guldregnen og true med fingeren: Fy, dada, ikke røre.
    Hun rystede på hovedet; nu skulle han da nok finde de guldregn spændende, før havde han såmænd knap lagt mærke til dem. Det var underligt så lidt forstand mænd havde på børn, men det kom selvfølgelig af, at de overlod det egentlige arbejde til moderen. Man kan jo ikke nøjes med at opdrage børn om søndagen.
    Hun trak sig forsigtigt tilbage fra den lille, så brystvorten lempeligt gled udenfor de mælkefugtige læber. Så rejste hun sig og skiftede ble på barnet, mens hun snakkede med det i en høj, stigende tone: Nå mors lille skat, var det rart at få lidt at spise? Ska du nu ud og sole dig lidt hva? Kan du så ligge stille? Da ungen var tør og ren satte hun hende i kravlesengen, mens hun knappede sin bluse til. Så tog hun hende på armen og gik ud i forstuen, hvor barnevognen stod med lyserøde silkeflæser vrimlende frem overalt. Da barnet kom ned mellem dem, så hun pludselig så stor og bleg og uvedkommende ud som et sommeræble der er faldet ned i et rosenbed.
    Hun plejede at blive stillet under guldregnen, for at hun kunne have noget kønt at se på, men i dag blev vognen kørt hen under et blomstrende pæretræ. Hun må have lidt afveksling, tænkte moderen.
    Den tykke lille dreng kom løbende, da hun stillede vognen, og stod på tæer og nåede lidt af det lyserøde med sin snavsede brune næve, der fik et let smæk over fingrene: Ikke røre, Jens Erik, gå hen og leg med din spade og grav et stort fint hul til mor, så er du sød.
    Hun så efter ham og smilede. Han havde sådan en fast lille krop, og når han løb var han hele tiden ved at falde. Det så ud, som om han slap med den ene fod, før den anden havde nået jorden. Hun syntes han var en sød lille dreng, og det var hendes hemmelige stolthed, at hun behandlede ham som sin egen. Fuldstændig. Bortset fra at et spædbarn naturligvis krævede mere pasning end et på 2½ år og at hun måtte holde lidt igen på Torbens urimelige forkælelse af drengen. Han var helt skør med det barn. Og det var i grunden mærkeligt det ikke gik lidt over, nu de selv havde fået en. Tværtimod kunne man næsten sige.
    Hun vendte sig for at gå ind, men fik øje på Jens Erik, der rød i hovedet af anstrengelse stod og rakte efter en af de gule dryppende blomsterklaser, Torben havde advaret hende imod. Hun var lige på nippet til at jage ham væk, men syntes pludselig det var synd, han ingenting måtte i dag – nu havde hun lige fået ham bort fra søsters vogn. Og hvis guldregn virkelig var giftig, ville der dø flere hundrede børn om dagen i denne tid, hvor de hang langt ud over vejen allesteder. Hun måtte passe på ikke at blive lige så pylret som Torben.
    Mens hun vaskede op, tænkte hun: Han kunne godt ha sagt farvel til Lillesøster. Men det er ligesom hun ikke interesserer ham så meget. Måske mænd bedst kan lide drenge? En dag havde han stået og set ned på hende og leet og sagt: Ja, hvis det ikke lige var vores egen, ville jeg synes hun var tudegrim! Jens Erik var nu over et år da de fik ham, og ingen vidste hvor grim han havde været som spæd. Guldregn giftig! Hun havde aldrig i sit liv hørt det før.
    Hun lukkede skabsdøren op og satte porcelænet ind. Døren til spisestuen stod åben, og gennem vinduet til haven så hun, at drengen stod og så undersøgende på noget han havde i den ene hånd.
    Børn putter alting i munden, tænkte hun.
    Telefonen ringede og forhindrede hende i at gå ud og se hvad det var Jens Erik havde fundet.
    Hun tørrede hænderne i forklædet og gik ind og tog røret af.
    – Ja?
    – Er det dig Vivi?
    – Ja – hvem taler jeg med? Næ, er det dig Grete, det er vel nok længe siden – ja, vi har slet ikke set hinanden, siden jeg blev gift – og der er sket en masse – og børnene har du ikke set. Hvornår kommer du herud? Jamen hør, kan du ikke komme i dag? Det ville passe glimrende, jeg har en ung pige der kommer og går med børnene kl. 2, så har vi tre timer for os selv –
    Hun stod med albuen hvilende i vindueskarmen mens hun talte, og så ud i haven, hvor Jens Erik interesseret stod og pillede de gule blomster fra hinanden. Han så sig forsigtigt omkring, måske ihukommende faderens forbud, og uden at tænke over det, trak hun gardinet lidt for, så han ikke så hende, alt mens hun talte og lo ind i den sorte tragt. Gennem det hæklede gardin så hun drengen putte noget i munden, og hun tænkte på, at hun ville spørge Grete, der var gift med en læge, om hun vidste noget om den guldregn. Selvfølgelig var det noget vrøvl.
    – Jamen vi har skam også fået en selv, det lykkedes til sidst! Vidste du ikke det? Jo, en dejlig lille pige. Jens Erik? Jo, han er sandelig også sød – en kær unge vil jeg sige dig – og det er mærkeligt nok, men det gør faktisk slet ingen forskel, at han ikke er vores egen. Ikke engang nu, og jeg havde jo været lidt bange for det. Men vi er lykkelige for dem begge to kan du tro. (Nu ville hun spørge om den guldregn).
    – Hvad siger du? Ånej, slet ikke, jeg tænkte bare på noget andet. Sig mig – ved du om guldregn –?
    – Nåja, det er rigtig nok, vi kan tale om det altsammen, når du kommer. Hvad tid blir det sådan omtrent? Udmærket du – farvel så længe – du kan tro jeg glæder mig til at se dig.
    Hun lagde røret på gaflen og tænkte på, at nu måtte hun skynde sig, hvis hun skulle nå at gøre det lidt hyggeligt, inden Grete kom. (Hvad i alverden ved hun om guldregn?).
    Hun trak gardinet fra igen og så Jens Erik stile over mod barnevognen med en knyttet hånd strakt frem: Fine blomster, råbte han henrykt –
    Vinduet bandt, men hun hamrede løs på trærammen med knyttet hånd, til det røg op.
    – Fy Jens Erik, skreg hun ophidset, væk fra vognen, søster skal sove. Hvad er det du har i hånden? Vil du øjeblikkelig smide det væk.
    Hun lod vinduet stå og klapre, mens hun løb ud ad havedøren og tværs over plænen. Modstræbende åbnede den lille hånd sig i hendes som en musling for kniven. Blomsterne faldt krøllede og knuste til jorden, og hun slog ham hårdt i halen i pludselig, urimelig vrede:
    – Sagde far ikke du ikke måtte røre de guldregn, råbte hun, og så ville du gi søster dem – man kan dø af at spise dem!
    Hendes hjerte bankede hurtigt, mens hun stod og så ned på den forskrækkede og brølende knægt. Så bed hun sig i underlæben, som om hun selv var ved at græde og bøjede sig ned og tog den lille dreng på armen og gik ind i huset med ham, mens hun strøg ham over kinden med en hånd der sved endnu efter slaget.
    To mand frem –
    – Du taler som en bog, sagde han.
    Hun holdt op med at tale og så på ham. Han sad overfor hende med albuerne på bordet og fingerspidserne mod hinanden, i en ventende, let utålmodig stilling. Han så ud, som om han spildte sin tid på en unyttig sag.
    – Det er fordi du er så fremmed, sagde hun med tør stemme.
    Larmen fra gaden nåede ikke ind bag de tykke brune gardiner. Stilheden var tung og evig. Her lugter akkurat som før, tænkte hun, lidt støvet af de mange bøger, indelukket og tørt.
    Hendes tanker gik langsomt. Hun var som bedøvet af den helt nye kendsgerning, at hun ikke længere kunne få ham i tale. Hun glemte næsten, hvorfor hun var kommet. Han havde engang sagt: kun når du er i den yderste nød, må du komme her igen. – Og hun vidste, det var fordi han ikke tålte at se hende mere – fordi han aldrig helt ville komme over, at hun var gået fra ham. Eller var han kommet over det? Og var det derfor, hun ikke kunne råbe ham op længere?
    Han så alvorligt på hende:
    – Det er dig der er fremmed, sagde han, det er dig der er forandret. Jeg er den samme som jeg altid har været.
    – Ja, sagde hun og tænkte: nej han har ikke forandret sig, han er ikke engang blevet ældre, om nogle år kan de tyve års aldersforskel såmænd være det samme.
    En kold angst slog ind om hende. Om lidt ser han på sit ur, tænkte hun: ja du må undskylde, men jeg har lidt travlt. Så rejser han sig og rækker mig hånden med en smuk rund bevægelse, en cirkel om sig og sit. Her har jeg ikke mere at gøre.
    – Aase – han skød sig med håndfladerne lidt væk fra bordet, så stolen kom til at vippe på to ben – sig mig nu ganske ærligt, hvad du i grunden vil mig?
    Hans øjne havde et hårdt udtryk, og hendes blik veg usikkert for hans. Han sad ubevægelig, med det tunge hoved løftet, og ventede på hendes svar. Det anklagende i hans holdning fik hende til at føle sig skyldig. Hun huskede ikke længere, hvad hun ville ham.
    Han så ufravendt på hende, og svaret gled af sig selv over hendes læber: jeg ved det ikke, sagde hun sagte.
    Han vippede frem på stolen og trak vejret dybt. De udspilede fingerspidser fandt igen hinanden.
    – Jeg ved det, sagde han langsomt.
    Han rejste sig og gik hen foran hende og bøjede sig over hende, støttet med let knyttet hånd mod stolens armlæn. Hans ansigt var tæt ved hendes. Hendes hjerte begyndte at slå hurtigere.
    – Jeg ved hvorfor du kom, gentog han og rettede sig op og så ned på hende. Hun trak vejret hurtigt, i en mærkelig, pinefuld ophidselse.
    – Du kom for at føle din magt en gang igen – dit stakkels skrog.
    Han sagde det hverken hånligt eller bittert, men dybt alvorligt og ikke uden medfølelse.
    Stilheden susede for tindingerne. Hendes tanker, hele hendes væsen opløstes på en uforklarlig måde og gik under i denne stilhed. Noget spændte sig fra ham til hende og gjorde dem alene i verden. Han fik ret, han havde ret; hun ville føle sin magt, hun var et stakkels skrog. En underlig svimmelhed greb hende, hun overvældedes af hans ord, nu som dengang. Hun sagde svagt og meningsløst protesterende:
    – Men jeg klarer mig dog.
    Han smilede halvt irriteret, halvt bedrøvet, og stillede sig op ad den høje reol ved vinduet, med albuen hvilende på bøgerne og benene lagt over kors.
    – Vist klarer du dig, sagde han tålmodigt, du er så beregnende at du altid vil klare dig. Der vil i alt fald aldrig ske dig noget virkelig slemt, noget du selv vil regne for virkelig slemt. Hvis du en gang imellem tror du er et godt menneske, er det fordi du lader dig vildlede af din samvittighed. Det gjorde jeg også engang. Samvittighed har du nemlig – det kan jo være det er den der har drevet dig herud, ligesom dine angrende breve i sin tid.
    Måske har han ret, tænkte hun, og sagde uden overbevisning:
    – Du gør mig uret.
    Her var lige så stille som dengang, ikke engang et ur.
    Hun havde hadet denne stilhed, og hun havde altid vidst hun ville sprænge den en dag, når hun blev stærk nok. Det var også lykkedes hende, og som en grav der lukker sig, var den slået sammen igen om den gamle mand, da hun var borte. Nu kunne hun ikke bryde den mere.
    – Jeg synes jeg har hørt den replik før.
    Hun for sammen og svarede åndsfraværende, som en skuespiller på et stikord:
    – Du sagde ellers for lidt siden jeg talte anderledes end – før.
    – Jamen, de værste klicheer hænger åbenbart ved dig endnu.
    Nu var hans øjne kølige og lidt fraværende. Han tog uret op af vestelommen og så på det, og hun blev grebet af fortvivlelse ved tanken om at skulle gå nu.
    Hun følte at tårer kunne hjælpe hende, men de ville ikke komme. Kun ordene fandt hun:
    – Du er hård.
    Han gjorde en hurtig, nervøs bevægelse og rettede sig op, med ryggen mod ruden, foran hendes bøjede profil:
    – Åh det kender jeg min ven, sagde han, bliv nu ikke sentimental, det er et par år for sent.
    Men hun følte en pludselig varm glæde ved at se den lille nerve dirre i hans mundvig, der altid havde forrådt når han var ude af balance.
    Hun så på sine negle. Håret faldt frem over kinden. Det var, som om et pres inden i hende løsnedes lidt af hans holdning. Angst for at bryde den igen, sagde hun ud fra sin ensomhedsfølelse: jeg er så bange – og da hun havde sagt det, opdagede hun, at hun virkelig var bange, som om ordene havde skabt følelsen.
    Han strøg sig over panden og blev pludselig slap i trækkene. De grå øjne fik et blødt udtryk.
    – Hvorfor? spurgte han træt.
    Den hjemløse angst flakkede lidt rundt og fandt et holdepunkt.
    – Jeg er bange, han går fra mig, hviskede hun.
    Han bed sig i underlæben og kneb øjnene lidt sammen. Så hævede han stemmen og sagde langsomt:
    – Sig mig Aase, tror du på nemesis?
    Hun følte, det var godt hun havde sagt det. Det var godt at mærke hans hoveren. Den skyldte hun ham. Hun havde søgt ham, fordi man må have et sted at søge tilbage til i verden. Noget som et barndomshjem eller bare erindringen om en stor tryghed. Nu stod tiden pludselig stille. Hun var ikke bange hendes mand skulle gå, det var ikke sandt. Ikke i dette øjeblik. Hun var ikke bange for noget udenfor denne stue. Det kom hende ikke ved.
    Hun så ned i det skakternede tæppe, og det svundne og øjeblikket strejfede hinanden i en blid, søvnig grænseverden, der gjorde alting uvirkeligt. Hun lyttede til sine egne ord, som hun lyttede til hans. Hun sagde hele tiden det han ventede, og hun så hans ansigt blive blødere af at han kendte hende så godt.
    – Ja, jeg tror på nemesis, sagde hun lydigt.
    Han så længe på hende.
    – Har han sagt, han vil gå fra dig?
    – Ja, det vil sige – hun tøvede lidt.
    – Hvilket? spurgte han kort, og hun så forskrækket på ham.
    – Han siger han ville gå, hvis han var sikker på, at jeg kunne undvære ham.
    Han lo pludselig højt og tog sit lommetørklæde frem og trykkede det et par gange mod munden, som for at viske resterne af latteren bort. Hans ansigt så ud, som om det aldrig havde leet.
    – Ja det er storartet, råbte han og slog sig for panden med den flade hånd, mens hun usikker fulgte hans bevægelser, det er dog den mest naragtige gentagelse!
    Han gik hen over gulvet, til han stod foran hende og vippede frem og tilbage på sine firkantede slippers.
    Så sagde han ironisk:
    – Har du aldrig lagt mærke til, hvor de mænd der blir forelskede i dig ligner hinanden? Du kan for så vidt lige så godt være gift med den ene som med den anden, det gør ikke nogen synderlig forskel. De er ens i deres svaghed og deres troskab. De hænger evigt fast i dine tårer og din tilsyneladende hjælpeløshed. Jeg vil gerne tro det ikke er bevidst, men du gir dem på en eller anden måde den absolutte overbevisning, at du går til grunde uden dem. Og det binder dem mere end alt andet.
    Han satte sig igen overfor hende i sin yndlingsstilling, med fingerspidserne mod hinanden:
    – Der skal et par år til for at opdage det, et par år uden dig altså. Jeg er først for nylig blevet klar over, at du aldrig går til grunde, simpelthen fordi du slet ikke lever. Du sætter ikke noget ind, hvis du forstår hvad jeg mener. Du er kun modtagelig for andres følelser, og dem kommer man jo som regel over. De gir naturligvis lidt genklang hos dig en gang imellem, det er det hele. Og så har du altså denne ømfindtlige samvittighed, som hverken hjælper dig eller os andre, for den forhindrer dig aldrig i at gøre de ting du angrer bagefter.
    Han holdt inde, da han så tårerne springe frem på hendes ansigt og drive nedover det som regn af en rude.
    Han så på sine hænder.
    – Har du bedraget ham? spurgte han.
    Hun nikkede og så hjælpeløst på ham og åbnede munden som for at tale, men han slog nervøst og utålmodigt afværgende ud med hånden:
    – Det kender jeg, sagde han hårdt, og citerede ironisk: noget driver dig, ikke sandt? Du er ikke herre over dig selv – enhver der vil, har magt over dig osv. Er det ikke rigtigt?
    Hendes ansigt var nu helt opløst i gråd. En tot hår hang fast i den våde kind. To furer sprang frem ved næseroden. Hun græd som et barn, højt hulkende, og uden at tørre tårerne bort.
    – Såså, sagde han afvæbnet og lavt, det er på en måde sandt, det ved jeg nok, men det slår jo en ihjel, hvis man undskylder dig af den grund.
    Pludselig rejste han sig og tog med hånden om nakken, som sad en smerte dér. Hun huskede bevægelsen og græd stærkere. Hun ville intet hellere i verden end blive hos ham altid, tigge ham om tilgivelse, springe tilbage i tiden og lægge sig ned mellem puderne på divanen, tænde en cigaret og smile til ham: skal vi spise ude i dag?
    Men han stod med hænderne på ryggen og så forbi hende, hen mod vinduet, bag hvilket skumringen stod rammet ind i fire lysegrå felter.
    – Nu må du gå, sagde han med træt stemme, jeg kan jo ikke hjælpe dig – men vær rolig, han blir hos dig, hvis du selv vil det. Og så snart du er ude af denne stue, ved du så udmærket hvad du skal gøre, er det ikke rigtigt?
    Pludselig lagde hun sig ind over bordet med hovedet på armene.
    – Hjælp mig, hulkede hun ude af sig selv og rakte en hjælpeløs hånd ud imod ham, åh, men så hjælp mig dog, så hjælp mig dog.
    Der var en ægte klang i hendes gråd. Hun hørte det og følte en mild, god bedrøvelse, der fik hende til at græde stærkere, til hun mærkede en hånd stryge sagte hen over håret. Hun løftede hovedet og tog den kærtegnende hånd og trykkede den ind mod sin våde kind, ubeskrivelig befriet og lykkelig.
    – Lille pige, sagde han sagte, nu må du gå.
    – – –
    Han så op, da hun kom ind i stuen.
    Han sad og læste i den dybe, polstrede lænestol, med benene på det lave rygebord.
    – Du kommer sent, sagde han, og da han så hendes ophidsede, strålende ansigt, spurgte han forbavset, skønt han var holdt op med at kræve hende til regnskab for noget: hvor har du været henne?
    Hun trak sine handsker af og så spændt på ham:
    – Jeg har været ude hos min forhenværende mand, sagde hun og satte sig i stolen overfor ham, med de lange ben strakt frem for sig.
    Han lukkede bogen med et smæld.
    – Du er ikke rigtig klog, sagde han.
    – Hvorfor ikke? spurgte hun trodsigt, når man nu trænger til at tale med et menneske.
    – Jeg begriber ikke, du ikke kan lade den stakkels mand være i fred, sagde han irriteret, er det nu ikke nok, at du skriver til ham, hver gang du ikke ved om du skal gå på lige eller på skrå over gaden?
    – Nu kan du jo være ligeglad, sagde hun.
    – Ja, bevares.
    Han tog bogen igen og gav sig til at blade i den for at finde det sted, han var kommet til.
    Hun følte, hvordan eftermiddagens timer blev fjerne og mærkelige som et kapitel i en bog hun havde læst, noget der berørte hende dybt, men som hun ikke var impliceret i eller ansvarlig for. Hun følte også, hvordan hun forandrede sig og blev en anden end dérude. Hun blev nøjagtig, som den hun var sammen med opfattede hende, og det var hende ikke muligt at være anderledes. Hun var ældre nu, mere selvsikker, overfladisk, mere kvinde. Hun spejlede sig i hans øjne, i hans væsen. Men han råbte ikke op af den grund, han undrede sig ikke. Det var, som når hun havde set en film og ikke begreb, at alle mennesker ikke vendte sig efter hende, fordi hun lignede filmens kvindelige hovedperson så fantastisk.
    Han lagde bogen fra sig igen, urolig over hendes tavshed.
    – Du tænker da vel aldrig på at gå tilbage til ham? spurgte han ironisk.
    – Jo, sagde hun og smilede åbent til ham.
    Han stirrede vantro på hende.
    – Tror du, han hopper på den en gang til?
    Hun trak på skulderen og stirrede kritisk på sin ene fremstrakte fod.
    – Hvorfor skulle han ikke det?
    – Aase!
    Med et suk lagde han bogen fra sig og tog sin pibe fra askebægeret og gav sig til at klappe rundt på alle lommerne for at finde sin tobakspung.
    – Du er jo vanvittig, hvis du gør det. Man kan aldrig vende tilbage, du springer da også lige ind i alting uden at tænke dig om – du ville jo blive bundulykkelig hvis du gjorde det, kan du ikke se det?
    Han lænede sig fremover med albuerne på knæene og hovedet i hænderne:
    – Giv nu ikke sådan op, sagde han indtrængende, herregud, det gik altså ikke med os to. Jeg bebrejder dig ikke noget mere, du er jo nu engang som du er. Men der findes da en tilværelse uden mig, du vil hurtigt finde en anden mand – du var jo lige så fornuftig, ikke?
    Han rejste sig med piben i hånden og fandt tobakspungen på skænken. Langsomt stoppede han piben og gik ud i køkkenet efter tændstikker. Hun tænkte pludselig: han ryger kun, når der er noget der piner ham.
    Han spurgte ude fra køkkenet:
    – Fortalte du ham, at vi skulle skilles?
    – Ja, råbte hun tilbage, hvorfor skulle jeg ikke det?
    Han kom ind med den tændte pibe mellem tænderne og gav sig til at gå frem og tilbage på gulvet, voldsomt bakkende. En gang imellem standsede han og skruede hovedet af piben og pustede i skaftet. Der kom ikke noget ud.
    Endelig spurgte han:
    – Hvad sagde han til det?
    Hun rejste sig og gik hen til vinduet og så ud i den lille forhave, hvor træernes sorte grene rakte mod den mørkegrå himmel, urørlige som stivnede tanker. En mærkelig ophidselse greb hende. Noget skred umærkeligt i hende, som når et tog løber ud ad et sidespor. Hun sagde sagte, ud fra en angst og et mørke hun ikke forstod:
    – Han sagde jeg ville gå til grunde uden dig.
    Hun hørte ham standse sin vandring over gulvet og den knirkende lyd, da han for tredje gang skruede piben sammen.
    Hun turde ikke vende sig om imod ham, men blev stående med panden mod den kolde rude. Da han ingenting sagde, fortsatte hun hurtigt:
    – Jeg ved ikke, hvorfor han sagde det, jeg forklarede ham forholdet mellem os, han er dog en mand med erfaring, han kunne måske hjælpe mig. Jeg sagde også at det var mig, der havde været dig utro og alt det, men han sagde alligevel, at jeg var færdig, hvis du gik fra mig – jeg kan ikke forstå det.
    Hun vendte sig og tav stille og så spørgende på ham, med munden lidt åben, så han så det yderste af de store hvide fortænder. Den korte, opadbøjede overlæbe gav ansigtet et barnligt, hjælpeløst præg. I det øjeblik vidste hun usvigelig sikkert, at hun ville gå til grunde uden ham, og at hun altid havde vidst det, at hun ikke kunne undvære ham, og at hun elskede ham grænseløst. Lykke og angst skyllede som tidevandsbølger ind over hende.
    Han rynkede panden og fik et forpint udtryk i det fine unge ansigt. Han så på hende og så hende forandre sig for sine øjne. Hun blev et svagt, værgeløst væsen. Han fandt hende pludselig meget smuk og meget rørende, med lyset fra sommeraftenen derude som en svag glorie om det korte, tykke hår.
    Han gik hen til hende og stod lidt foran hende med piben i munden og så alvorligt på hende. Siden affæren, der havde forandret hele hans tilværelse, havde han tvunget sig til at se fuldstændig uerotisk på hende. Det var over en måned siden, han havde kysset hende.
    Hun bøjede hovedet lidt hen imod ham, og i en pludselig, vældig ømhedsfølelse trak han hende ind til sig.
    – Hvor du dog fjumrer rundt i det, sagde han med ru stemme, skal vi prøve, om det kan gå alligevel?
    Hun nikkede, og han holdt hende ud fra sig og så længe på hende, men da hun så den dybe glæde i hans blik, skyllede en knugende grå tristhed pludselig ind over hende, og hun lænede hovedet mod hans skulder og græd sagte.
    To piger
    Huset lå lavt, med en hvedemark bagved og stridt græs og vilde hindbærbuske op ad skråningen mod vejen, hvor et par skævt voksende fyrretræer skjulte nedgangen.
    Da de to piger kom, var marken grøn endnu, og Aase gik i sin islandske sweater og lange bukser, og hun lånte Iben en trøje, der ikke var så køn som den islandske, men lige så varm. De var begge to blege i huden, da de kom, og Aase, der var af den farveløse type, blev ved med at være det sommeren igennem. Iben derimod forandrede sig, da solen havde skinnet bare to dage i træk. Det var, ligesom tænderne blev hvidere, og det hvide i øjnene lignede vådt porcelæn mod den brune, faste hud. Den gamle, falmede vandrebluse stod åben i halsen, og man så den blålige skygge mellem de tunge bryster. Det var så mærkeligt: Hovedet var en drengs, men kroppen en kvindes.
    – Det er min sorg med de bryster, sagde hun og gav dem et fortrædeligt puf opad med begge hænder, man skulle tro, jeg havde fået otte børn mindst.
    Og Aase så ned ad sine egne små buler, der næppe var vokset, siden hun var fjorten år, og sagde misundeligt: – Jeg ville ønske, jeg havde lidt mere.
    Men hun kunne ikke lide, da Iben med et sagligt vurderende udtryk om sin mutte mund følte på dem med sine korte, stærke fingre og lo: – Herregud, de er da meget søde.
    Den aften gik Aase en tur alene. Hun lagde mærke til, at duften fra marken og granskoven var stærkere nu end den dag de kom. Lyset fra vinduerne på gården, hvor de købte mælk, stod som gule firkanter i tågen, og hun tænkte på, hvad de mennesker mon fik aftenen til at gå med? Manden sad nok og hørte radio, og konen stoppede strømper, som hun trak op af en høj, flettet kurv, der stod på gulvet. Om lidt ville de gabe og strække sig og se ud mod vejret og sige et par ord om arbejdet i morgen, og så ville de liste i seng for ikke at vække børnene, og de gule firkanter ville slukkes, og natten ville blive ensommere af det. Øjne lukkedes i hele verden, byerne sov, husene sov, markerne sov.
    Et sted sov også Aases mand, med svedperler over den blege pande og en mat arm strakt ud mod hendes tomme plads. På væggen over dobbeltsengen hang en akvarel, han havde malet af hende, da hun var gravid. Hun sidder med bøjet hoved og hænderne i skødet under den voldsomme mave. Ansigtet er helt i ro, håret holdt sammen med et stort spænde i nakken, øjnene fjerne og rolige. Alle synes det billede er så smukt, også hun selv. Men hun kan bare ikke lide det. En underlig uvilje fylder hende, hver gang hun ser på det. Hun blir i dårligt humør af det. Måske fordi barnet døde. Hun siger i alt fald til sig selv, at det er derfor. Men han sagde engang i spøg til en af sine venner: – Aase kan aldrig lide mine bedste billeder. Og han mærkede vist selv, at det ikke var videre morsomt sagt. Det var længe siden, hun havde pillet sine egne små tegninger ned af væggene. De så så sølle ud ved siden af hans – hun fik lidt ondt af dem. Han havde ikke spurgt, hvorfor hun gjorde det, han vidste det vel godt. Der blev efterhånden lidt skyhed mellem dem på det punkt. Han blev så angst for at såre, at han slet ikke kunne undgå det, og hun fik en hudløs plet i sindet, der aldrig blev lægt, så længe han var nær. Ikke at hun havde drømt om at blive en stor kunstner – det havde bare været rart at tegne engang, det havde været en stor glæde. Nu følte hun kun ubehag, når lysten af og til var der igen, når hun så et kønt og spinkelt landskab eller et legende barn, og det kriblede i fingrene efter at holde om en blyant. Ubehag og modløshed. Glæden ved det var taget fra hende.
    Men som hun gik her, mærkede hun pludselig lysten til at tegne komme susende i skumringens mørkeblå slæb. Og for første gang i flere år gjorde det ikke ondt. Alting syntes hende nyt og friskt og aldrig før set: den lyse mark med granskovens violette skygger i baggrunden – den bevægelige horisont, hvor jord og himmel mødtes i flydende tåger. En angst og alvorlig glæde blev til et sted i hende. Endnu turde hun ikke erkende den og endnu mindre dens årsag. Hun tænkte: han har ret i, at jeg trænger til ferie.
    De snakkede længe sammen, inden de faldt i søvn. Eller måske var det mest Aase, der snakkede. De lå på to lave feltsenge i det lille kammer, så nær, at de kunne røre hinanden, når de strakte armen ud. Aases fortrolighed var let at vinde. Men Iben måtte man nærme sig forsigtigt. Det var, som om der lå en hemmelighed over den lave, glatte pande, og da hun var faldet i søvn, lå Aase længe vågen og betragtede det lille lukkede drengeansigt håret lå om som en sort, skinnende hjelm i månelyset. Hun følte sig flov og narret, fordi hun havde udleveret sig til hende uden at få det mindste til gengæld. Da hun talte om sin mand (for måske syntes Iben, det var underligt, at hun forlod ham en hel sommer, skønt han var syg), om den vamle lugt af insulin, om de evindelige bandager og de hundrede sprøjtestik (men ikke et ord om tegningerne, der hang på væggen, og dem, der ikke længere hang der), sagde hun bare: du må da vænne dig til det efterhånden – og de brune øjne havde et køligt udtryk, der drev blodet op i Aases kinder, og hun var ikke i tvivl om, at Iben ville have vænnet sig til det for længst, og at hun aldrig i livet ville beklage sig til nogen over sin mand, hvis hun havde en.
    Hun er så redelig, sagde Herbert, en mægtig god kammerat. Hun var redaktionssekretær eller sådan noget på bladet og var kommet hos dem sommetider sammen med nogle journalister og tegnere. Aase kunne ikke have valgt et bedre egnet menneske at bo i sommerhus med. Det var ganske utænkeligt, at man skulle kunne komme op at skændes med hende.
    Hun havde svært ved at falde i søvn. Vinden tog i det åbne vindue, og der var en underlig spændthed i rummet, som om et stort, blødt væsen stod et sted derude og fyldte alting med lys og duft. Gav man sig hen i det, måtte der ske mægtige ting med en.
    Hun rejste sig forsigtigt og gik hen og lukkede døren op. Hun mærkede bevægelsen i luften, som om noget levende strøg hendes kinder – som om noget hidtil ukendt ville meddele sig til hende. Hun lukkede øjnene og prøvede at tage imod det. Langsomt løftedes hendes hænder og tog forsigtigt om det nøgne bryst. Pludselig, som så hun ordene for sig i ildskrift på himlen, hviskede hun: jeg går aldrig tilbage til ham. Så lukkede hun forskrækket døren og gik hen og satte sig på sengen. Et øjeblik syntes hun, Iben åbnede øjnene og lukkede dem hurtigt igen. Men det kunne ikke være rigtigt, for hun trak vejret dybt og regelmæssigt, med små suk hentet fra søvnens indre. Vattæppet var gledet halvt af hende, hun lå med den ene brune arm under nakken, og i den stilling var brystet ikke for stort. Aase så igen ned på sit eget lille hvide bryst, og hun hørte Ibens dybe, ru stemme: herregud, de er da meget søde, og hun tænkte på, om hun mon mente det, eller det bare var for at trøste. Hun så hen på den rolige skikkelse, der syntes at hvile så helt i sig selv, at alt andet måtte svinde hen i ensomhed udenfor den usynlige cirkel, der lå om hendes væsen. Og hun følte det, som om noget i hende fortonede sig og blev borte for hende, så hun næsten ikke mærkede kulden og trangen til søvn eller noget legemligt krav overhovedet. Kun et sug om hjertet, en tomhed og en længsel.
    Langsomt puttede hun sig ned under tæppet og lå og lyttede længe til nattens og husets lyde, før hun faldt i søvn.
    – – –
    I de varme dage vaskede de sig over det hele om morgenen ude ved vandposten i markskellet. Ibens krop var brun og stærk. Hun var lidt højere end Aase og havde brede skuldre. Anklerne var lidt for tykke. Aase hvinede, når hun hældte det kolde vand over hende, og hendes hud trak sig frysende sammen og blev nubret og blå. Men Iben tog roligt mod strålen, når det blev hendes tur, og hun lod solen tørre sine glatte, blanke lemmer, strakt ud i græsset som en korsfæstet.
    – Du minder om en ko, sagde Aase, en stor, god, rolig ko, der står og gumler på en mark og vender det hvide ud af øjnene, når man går forbi.
    Iben lo: – Jeg ville ikke ha spor imod at være en ko, sagde hun.
    Hun var lidt doven, og de havde indrettet sig efter det, med en rimelig arbejdsdeling, der havde lidt overbalance mod Aases side. Hun led nu engang af den tvangstanke, at man nødvendigvis må bestille noget for at have ret til at eksistere. Det var noget, hun havde hjemmefra. Hun havde dårlig samvittighed for hvert minut på dagen hun drev bort. Men for Iben var ingen beskæftigelse nødvendig. Tavs og godmodig og ligevægtig gik hun omkring i huset eller lå timevis på et tæppe i græsset på skråningen, med lukkede øjne, som var hun selv et græsstrå eller en sovende bille i solen. Det var, som om hun ventede på noget i stor tålmodighed, som om disse tre måneder af hendes liv var noget, der alligevel skulle skæres ud af det, en ventetid, som når man er gravid eller rekonvalescent. Der stod en gåde om hende, som mørket der hang mellem granernes grene. Aase blev ensom af det. Vi søger mennesker, når vi har brug for dem, eller når de har brug for os. Men Iben syntes ikke at have brug for noget menneske, og ingen kunne råbe hende op.
    – – –
    Kornet blev gult og stod og svajede i blæsten, tungt af modne kerner. Ganske tidligt om morgenen vågnede pigerne ved gøgens kuk-kuk om huset, snart nær, snart fjern, som om den morede sig med at drille dem. Til sidst tumlede en af dem ud af sengen, svimmel af søvn, og slog den øverste halvdel af døren op og lænede sig ud og klappede i hænderne for at kyse den bort. En times tid efter klippede selvbinderen langt ude på marken, og solen løftede sin gule pande op over granskoven og fik Aase til at vende sig i søvne og fortrække ansigtet i dunkel lede ved at vågne – mens Iben bare slog øjnene op og strakte sig velbehageligt. De brune, klare øjne søgte Aases: gir du kaffe på sengen i dag? Og når Aase sagde ja, gled hun ned under tæppet igen med et vellystigt suk: åh, du er en engel.
    En gang imellem kom der brev fra Herbert: nyd det nu rigtigt, min pige, og hvil dig godt. Hils Iben.
    De havde været der næsten tre måneder, og kornet stod i fine, gennemsigtige stakke med regelmæssige mellemrum. Aase var igen i islandsk sweater og lange bukser, som da de kom, og Iben lånte hendes ekstra trøje over sin grove nederdel. Det var længe siden, de havde hældt koldt vand over hinanden om morgenen, og Ibens solbrændte hud begyndte at blegne i små fregner om næsen. Hun så lidt melankolsk ud: „Nu er det bal snart forbi,“ sagde hun.
    „Ja,“ sagde Aase og følte det, som om det var livet, der snart var forbi. De ord, hun havde hvisket den fjerne, underlige nat var borte ligesom kornet og gøgen og solen. Men deres skygge suste i hende som en efterårsstorm af sorg. Nu skulle hun tilbage til Herbert, alting ville blive som før.
    Men alt er dog aldrig som før. Små skred i sindet gør det umuligt nu, som før var det eneste rigtige. Men man kan ikke tage et andet menneskes skæbne i sin hånd – man skal være en Gud eller en Djævel for at gribe ind og ændre bestående ting. Aase var ingen af delene. Hun vidste, at hun snart skulle vågne en morgen og se Herberts tunge, fugtige ansigt ved sin side, mens det grå dagskær piblede ind og rørte ved alt i værelset med klamme, skimlede hænder. Og inde i hende ville en sommer stå og falme med blege konturer om et lille ansigt i sort og hvidt.
    Hun forkælede Iben lidt mere på det sidste, og Iben lod det roligt ske. Det var, som om hun var langt borte og næppe engang lagde mærke til det, når der var vasket op efter middag og støvet af og fejet gulv og lagt til rette i komfuret. Ikke at hun tog det som en selvfølge, det var hende bare ligegyldigt, om det blev gjort eller ej.
    Aase vidste godt, at hun havde orlov uden løn, og at hun sikkert ikke havde så farlig mange penge igen, hvis hun overhovedet havde nogle. Det var ikke sikkert, Iben skænkede det en tanke, hun havde jo sådan set heller ikke brug for penge her, men Aase pinte det. Siden hun blev gift med Herbert og pludselig fik „sit på det tørre“, havde hun altid haft en uklar fornemmelse af skyld overfor alle, der var dårligere stillet end hun. Og dog havde hun ikke giftet sig for at få økonomisk tryghed. Skulle hun bebrejde sig noget, var det snarere det, at hun havde snobbet lidt for Herbert. Han var den store og anerkendte kunstner. Og modsætningen mellem hans autoritet og hans legemlige svaghed havde gjort, at hun dog ikke – dengang – følte sig sat i skyggen af ham. Da troede hun endnu på sig selv, fordi han gjorde det (men havde han nogensinde gjort det?). Dagene gik; han var så træt og havde evigt for meget at bestille. Han spurgte aldrig, og hun ville ikke plage ham. Men i hendes uselvstændige sind hændte det af og til, en tvivl dukkede op. Havde hun ikke taget frygteligt fejl, og gled der ikke hver nat noget kosteligt forbi dér udenfor de mørklagte ruder, mens manden sov tungt og uroligt, mumlende hen for sig, som gav end ikke søvnen ham ro for bestillinger og møder og tykke breve med noveller, der skulle illustreres.
    Kun én gang – en eneste gang – tog han en lille skitse i hånden, hun havde lagt fra sig ved telefonen, noget med et par træer og et stakit, og holdt den ud fra sig med et kritisk blik i de dybtliggende grå øjne: den er sgu ikke så dårlig, Aase, du kan jo godt, når du vil.
    Men det var allerede for sent. Hendes tanker var vendt mod barnet, der rørte sig blidt i hende, som en fisk, der smutter i vandet.
    Men heller ikke det blev der noget af. Da den tomme lille vugge blev fjernet fra enestuen på klinikken, var det som havde der bare levet en drøm i hende, der var gledet bort i stor smerte og aldrig skulle blive til for noget andet menneske. Der var ikke engang en rigtig sorg, bare en blid undren og en urolig følelse af ikke at være de ting voksen, en kvinde kan komme ud for i tilværelsen.
    Og Herbert var sød og kærlig og træt og sad igen på sengekanten om aftenen og viklede meter på meter af snehvid gaze om sine stakkels hullede ben og talte om, at de måtte forsøge igen, og at det nok skulle gå bedre næste gang – og aldrig fik hun taget sig sammen til at spørge en læge, om sukkersyge var arvelig.
    En aften sagde Iben: „Men du må da have elsket Herbert engang, ikke?“
    Det spørgsmål satte en susende vindmølle af tanker i gang i hende. Svandt alle problemer hen, når man elskede hinanden? Og var det derfor anderledes dengang? Hun havde så svært ved at sætte sig ind i en tilstand og en sindsstemning, der var overstået. Hun kendte det kun med sin hukommelse. Sanserne selv var uden erindring. Hun huskede, hun var blevet helt svimmel af betagelse, bare han så på hende, og at hun havde grædt første gang, hun så hans ben. Hun havde også været hemmeligt glad over hans svaghed, fordi hun tænkte, der så var større chancer for at hun fik lov til at beholde ham. I den første tid, de var gift, listede hun lydløst omkring ham og passede på ikke at forstyrre ham, når han sad ved sit arbejde, og hun så det store ansigt blive tungt og alvorligt som et øde landskab. Men til sidst arbejdede han både dag og nat og lavede plakater og annoncetegninger til knækbrød og tandpasta og tuberkulosens bekæmpelse, samtidig med at han illustrerede franske klassikere, så hele huset flød med skitser af damer med parasoller og tornyrer og hestedrosker i regnvejr og kys under kuplede kirketårne. Og det vidunderlige, inspirerede udtryk i hans ansigt blev til tung, bleg træthed alle dagens timer, og en søvn så dyb som døden i den brede dobbeltseng. Og jo svagere hans legeme blev, des mindre undte han sig hvile. Arbejde og selskaber, whisky og kunstnersold. Han lagde sig ud og kunne ikke holde sig fra forbudte ting og blev syg og tog for meget insulin og fik krampe, så hendes rystende fingre dårligt kunne ramme telefonskiven, når hun ringede efter lægen. Pressefolk kom og gik, og hun vidste aldrig, når han kom hjem med et par venner til middag, og turde sjældent disponere over sin dag. Men han var sød imod hende – måske lidt distræt, lidt træt, men aldrig et uvenligt ord eller en irriteret bevægelse. Der var bare noget, der smuldrede bort i hende sammen med den dunkle nimåneders drøm, eller måske lidt før eller lidt efter.
    En tyngde lagde sig over hendes tilværelse. Hun begyndte at få kvalme ved insulinlugten, og undertiden lukkede hun sig inde i atelieret eller i barneværelset, der stod fuldt monteret endnu, og tog sine ungpigetegninger frem og så på dem med det vemod, hvormed man betragter fotografier af sig selv som barn. Hun vidste, at hun ikke kunne tegne mere, og jo mere de tre fingre på højre hånd længtes efter at gribe om blyanten, des heftigere blev hendes uvilje og angst. Hun blev nervøs og irritabel.
    Herbert lagde endelig mærke til det og foreslog hende venligt at leje et hus for sommeren.
    Men hun turde ikke bo alene.
    – – –
    Stakkene blev bjerget heldigt ind uden regn, og den ribbede mark så sørgelig ud som et forladt sommerhus i oktober.
    „Du kan jo i grunden godt blive her lidt endnu,“ sagde Iben.
    Men Aase rystede trist på hodet: „Her er så koldt nu, og desuden har jeg skrevet til Herbert, at jeg kommer.“
    En dag kom postbuddet hoppende ned ad skrænten og havde brev til Iben. De var ved at spise frokost, og hun lagde det ved siden af tallerkenen og læste det, mens Aase nysgerrigt betragtede hende. Da hun var færdig, foldede hun det roligt sammen og stak det ned i lommen på sin snavsede blå overall, uden at det var til at se på hendes ansigt, hvad indtryk brevet havde gjort på hende, eller om det overhovedet havde gjort noget indtryk. Hun fik ellers aldrig brev, høj

На полках

fb2epub
Перетащите файлы сюда, не более 5 за один раз