hun en tid lang i de høvlspåner der hobede sig op på gulvet mens snedkeren arbejdede, og duften af nyhøvlet træ hang ved den lille pige når hun endelig vendte tilbage til forhuset. Besøgene hos Rasmussen var ordløse, for den gamle mand var stokdøv, og de to vekslede aldrig et eneste ord, kun smil og de bolsjer som snedkeren havde i et glas i sin vindueskarm. Uden for det støvede vindue var lyset grønt. Der voksede frugttræer i den lille have bagest på matriklen, et eventyrligt sted midt i byen.
På pigeskolens mur lige over for deres hus står årstallet 1889. Jonna var altså fire år da de små huse derovre blev væltet og erstattet af den store røde skolebygning. Også det husker hun – eller hun husker de små boliger der lå klemt sammen skulder ved skulder, som om de støttede hinanden i en hård verden. Jonna holdt meget af husenes hulslidte