»Nu falder hendes øjne igen på safirringen, der ligger i hendes halvlukkede hånd, og ved en pludselig indskydelse – som om den brændte i hendes hånd – kaster hun ringen fra sig ud ad karossens åbne vindue.
I en brøkdel af et nu mærker hun en ukendt åbning i sig, som en befrielse fra alt sit gods, sig selv, sine handlinger, sit navn, hele sin betydning.«
Da Susanne Brahe, storfruen til Østrupgård, kaster sin ring bort, sætter det gang i en kædereaktion, som vender op og ned på tilværelsen for en hel kreds af mennesker.
Hun tilkalder Dværgen som sin sjælesørger, og langsomt løsnes den ring af hovmod og arrogance, hun har lagt om sit liv som beskyttelse mod omverdenens reaktion på hendes vansirende hareskår.
Imens vandrer ringen fra hånd til hånd og kaster sin krystallinske kraft på dem, der kommer i dens nærhed: bødlen, den unge soldat, taterdrengen og den underskønne sorte slavinde Sille, der alle er fanget i samfundets låste hierarki.