„Vesterhavet er vidunderligt,“ indrømmede han, „og det er herligt at være en Dags Tid eller to mellem Klitterne, men naar Folk nu til Dags synes, at det bedste i Verden er en hel, lang Sommer igennem kun at se Vand og Sand, og Sand og Vand, saa er det en Modesag, ikke andet. Tænk, at bytte Skoven bort for Sandet — Skoven, hvor Duerne kurrer, og Solen spiller mellem Løvet — det er jo unaturligt! — Og saa de dejlige Byer, Jylland har! — Hvad siger De om Viborg? Kan De tænke Dem noget mere stemningsfuldt end en Aften ved Asmild Kloster, naar det sidste Solskær lægger sig over den stille Sø, og Højderne bliver violette — rigtig blaaviolette! Der kunde man have gaaet i Kloster — jo, det kunde man godt! Jeg har læst eller hørt noget om, at visse Munke — de mere verdslige, forstaar De — kunde faa Dispensation fra Midnatsmessen, naar de havde været paa et sent Andetræk eller skulde levere en tidlig Morgenbuk til Klosterkøkkenet — saadan en Munk kunde jeg godt have været! — Eller hvad siger De om Aarhus! Hver Gang jeg er kommen sejlende til Jylland og blot har set St. Clemens’ Taarn dukke op, saa syntes jeg, jeg blev budt Velkommen hjem! Og Bugten — kender De noget pragtfuldere end Kalø Vig og Kalø Slotsruin! Og Riis Skov med de dybe Kløfter mellem Egekrattet — saadanne Kløfter kender de slet ikke paa Øerne! Og Marselisborg med de uddøde Skovmøller — hvor i Verden har De ellers set