idernes morgen var Paradiset skabt,
det er uhyre skade, at det siden gik tabt;
der var træer og grønne grene, der var springvand mellem stene,
og hver morgen opgav Herren, hvad enhver skulle mene.
Cikadernes lyd og bevidstheden om dyd,
den lyse sol og sneglene, som svedte af fryd,
Vorherres egen fejlfri og nænsomme lære,
alt gjorde havens skygger og grønsvær mere kære.
Et skærsommer-eventyr; der var skæbnesvangre dyr
og så har en lille kvinde sat det hele over styr
så ydermer det rygte spredtes ud for fire vinde,
at det Paradis, som spildtes nu må skabes ved en kvinde.
(Sophus Claussen: „Det tabte Paradis“)