Kvinden i kahyt nr. 10

„Han havde haft indbrud,“ sagde han, mens han kæmpede med de sidste nødder og derefter sank igen. „I sit hus, mener jeg. Hans pas blev

fungerer mere, så kan man ikke trække vejret.“ Han sank, slikkede sine fugtige læber og smilede. „Til sidst bliver man ganske enkelt kvalt

bankede på døren – det lød så højt i den tomme, tyste lejlighed, at jeg snublede og dere

du pis på mig?“

„Nix. Alexander fortalte mig det på rundturen. Han så Josef liste ud af Tinas kahyt ud på de små timer, sådan lettere – lad os bare sige déshabillé.“

„Klart.“ Jeg snuppede en kuglepen fra cafédisken og skrev et par noter på en serviet.

Så i stedet ringede jeg til den almindelige vagtcentral og ventede på at blive stillet igennem.

Vores kære ven Tina havde besøg af vores

Hun sagde et eller andet og gestikulerede mod kaffekanden, helt tydeligt et forsøg på at undslippe, men han lo bare og lagde en tung arm omkring hendes skuldre på en familiær, besidderisk måde, der gav mig gåsehud.

„Tak for te, mrs. Johnson – men jeg kom egentlig for at bede om at låne din telefon.

Han havde en hættetrøje på og et tørklæde for næse og mund, og alt andet var bare skygger.